"Vi skal høre Pressen".

En standende bemærkning i mit barndomshjem, når min far satte sig til middags- og aftensbordet.

”Pressen” var selvfølgelig Radioavisen og udgjorde sammen med den lokale avis, én tv-kanal - og Jyllands-Posten om søndagen - den journalistiske jævning, der gav os indsigt i den danske og vide verden. Vi kender fortsættelsen til hudløshed. Antallet af medier er eksploderet, og den almindelige udvikling gør det muligt for os at få næsten alt at vide. Tror vi. Og vi kan kommunikere med alt og alle konstant og hele tiden. Næsten.

Stort fremskridt
Teknologien og de sociale medier gør verden mere demokratisk. Alle kan deltage, der kommunikeres mellem høj og lav. Det er fantastisk positivt. Et stort demokratisk fremskridt at alle nu principielt kan ytre sig og komme til orde. Væk er de få autoritative mediers monopol på at servere virkeligheden klædt ud som den objektive sandhed.
Men en anden - og modsatrettet - tendens gør sig stærkt gældende i tiden. Magthavernes muligheder for selv at styre nyhedstrømmen og dermed komme udenom den trælse mellemmand, som kaldes pressen.

Facebook og Twitter bruges flittigt af politikere og ministre i den politiske kommunikation, og mængden af pressekonsulenter i regering, interesseorganisationer, partier og virksomheder overtrumfer oftest antallet af de journalister, der skal forsøge at se igennem det velplanlagte spin og den hårde retorik. Som en anden dørmand står spindoktorer og kommunikationschefer parate til at sørge for, at der altså er grænser for adgangen til både centrale aktører og følsomme informationer.

Soleklart tilbageskridt
Der har altid været hanekamp mellem presse og politikere om, hvor stor indsigt offentligheden skal have i centraladministrationens magtudøvelse, men den dårlige tendens det seneste års tid har været markant. Hvis nogen går og tror Danmark er et foregangslands, når det drejer sig om åbenhed i forhold til arkiver og forvaltning, kan man godt revidere den vildfarelse. Vi er forlængst blevet overhalet indenom, og lande som f.eks USA og Sverige har på mange områder langt bedre muligheder for at se magthaverne i kortene.

Da flere aviser - bl.a. B.T. - ved hjælp af aktindsigt i ministerens kalendere i en række artikler havde sat fokus på Bendt Bendtsens jagt- og golfture og Lars Løkke Rasmussens repræsentationsudgifter, blev loven pludselig lavet om. Nu kan man ikke længere på samme måde få aktindsigt i ministerens kalender. Et soleklart tilbageskridt for åbenhed og gennemsigtighed. For nylig forsøgte B.T., Ritzau og Kristelig Dagblad at få aktindsigt i korrespondancen til og fra regeringens burkaudvalg. De er blevet mødt med juridiske spidsfindigheder og henholdende svar i flere måneder.

Ingen Cavling-historie
De nævnte tilfælde kunne tilskrives tilfældigheder og engangsforeteelser, hvis det altså ikke var fordi, det var udtryk for en tendens. Hver femte anmodning om aktindsigt bliver ikke besvaret indenfor lovens frist og i det udspil, som Offentlighedskommissionen er kommet med efter syv års møjsommeligt arbejde, lægges der op til få forbedringer og væsentlige indskrænkninger.

Står det til kommissionen skal ministerier, styrelser og direktorater gøres til én myndighed, således at man som udgangspunkt ikke kan få aktindsigt i de dokumenter, der udveksles mellem disse instanser. Havde de vidtgående ændringer været gældende allerede nu, kunne årets modtager af Cavling-prisen, P1 Orienterings Jesper Tynell, ikke have lavet mange af de historier, som dokumenterede, at Claus Hjorts Frederiksen i flere tilfælde omgik loven i sin tid som beskæftigelsesminister.

Behovet for indsigt og gennemsigtighed i magtens korridorer i den grad til stede. De seneste måneders tumult med sandsynlige lækager fra Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets spindoktorer er helt aktuelle eksempler på, at offentligheden har krav på hvad på at følge med i, hvad der egentlig foregår. Derfor kan man undre sig over, at pressens egne repræsentanter - DR, TV 2, Danske Dagblades Forening, Dansk Journalistforbund og Danmarks Journalisthøjskole - accepterer en ændring, der så markant gør det sværere at være journalist, medie og offentlighed?