Debat: Gi’ os nysgerrigheden tilbage…

Den originale journalistik er druknet i jagten på de samme historier og "ekspertinterviews" med journalistkolleger, skriver Jakob Høyer i dagens debat.
Jakob Høyer

"Gi' mig Danmark tilbage", sang Natasja i en af de mest originale og spektakulære musikhistorier i årtiet, vi lige har forladt.

"Gi' os nysgerrigheden tilbage," bør være slagsangen for dansk presse anno 2010 efter et årti, hvor dansk journalistik og danske medier har glemt nysgerrigheden og satset på selvtilfredse klummer og kommentarer og lemminge-journalistik. Udviklingen er i og for sig mærkværdig.

Uden originalitet
Siden årtusindskiftet har de fleste nyhedsmedier fået færre medarbejdere – både før og under de seneste par års finanskrise og sparerunder. Samtidig er antallet af nyheder i danske medier – print, web, radio og tv – mere end fordoblet, fremgår det af Anker Brinks Lunds undersøgelse ”Hvor kommer nyhederne fra?”.

Og alligevel virker det som, at de fleste danske journalister enten har travlt med at interviewe hinanden, skrive personlige klummer og analyser eller producere artikler eller indslag om nøjagtig de samme emner og historier som deres kolleger på andre emner. Uden originalitet. Og helt uden nysgerrighed og mod. Eksemplerne er mange – og nedslående.

Det mest bizarre eksempel er Dagbladet Politiken, der har opgivet sin rolle som nyhedsformidler og i stedet er sprunget ud som meningsmaskine med flere klummer og kommentarer end nyhedshistorier. Senest har nyhedschef Anders Krab-Johansen forladt avisen – formentlig i protest mod, at avisen bruger flere ressourcer på at føre ideologisk interationspolitik med Irak Centeret end på nysgerrig nyhedsjournalistik.

Brug News og Ritzau
Men også TV- og radio-stationerne har det seneste årti indført den særlige journalist-interviewer-journalist-genre og ophøjet de fleste journalister til eksperter i stedet for selv at gå ud i virkeligheden. Rigtige eksperter og fagfolk er blevet vraget fra æteren og tv-skærmen og erstattet af journalister og redaktører fra DR og TV 2's egne rækker eller fra dagbladene. Og væk er den nysgerrige søgen efter mennesker, der faktisk har erfaringer og indsigt i sagerne.

Men her stopper den indadvendte glidebane ikke. For selv blandt de egentlige nysgerrige nyhedsjournalister, er den egentlige nysgerrighed meget begrænset. Både på TV-stationerne og på de gamle dagblade, bruger de fleste journalister deres tid på de samme historier, som i forvejen er dækket af telegrambureauet Ritzau eller den direkte nyhedskanal TV 2 News. De gamle dagblade har afsat to-tre journalister til at dække Langballe-sagen, Burka-diskussionen eller andre af de store sager, som i forvejen kører på Ritzau og TV 2 News. Hvorfor ikke nøjes med én journalist eller Ritzau-versionen og lade de andre følge nysgerrigheden ud i andre historier?

Nysgerrighed som ledetråd
Efterhånden er andel af orginal og nysgerrig journalistik størst hos gratisaviserne, hvis det ses i forhold til redaktionernes størrelse. Hos både metroXpress og 24timer bliver de store fællessager dækket af Ritzau eller refereret fra TV 2, DR og andre medier. Og så får reporterne besked på at opdyrke deres egne historier – med nysgerrigheden som ledetråd. Nysgerrige nyheder går tæt på danskernes hverdag: I MetroXpress om danske mænd, der går til psykolog som konsekvens af skilsmisser. Om forældre, der sender syge børn i institution – eller selv går syge på job - i frygt for fyring. Og i 24timer går nysgerrige nyheder tæt på danskernes forbrug og afslører rod i mærkninger af madvarer, stigningen i hjemmets brug af sort rengøring eller besøger familien, hvor mellemørebetændelse har givet barnet store sproglige problemer.

Altimens de store nyhedsredaktioner – hos DR, TV 2 og de gamle dagblade –lader de fleste journalister skrive selvhævdende klummer og kommentarer eller blot skrive de samme nyheder og historier som alle deres kolleger. Lad os gøre det anderledes i 2010erne. Gi' os nysgerrigheden tilbage.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også