Næstformand i DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, mener, at der er en ”vis kulturpolitisk logik” i, at Lars Grarup ”med sin popularitetssøgende linje” ønsker at fratræde nu. Bestyrelsesmedlemmet mener også, at der er et stigende ønske i befolkningen om, at DR lever op til den klassiske opfattelse af public service eller folkeoplysning.

Jeg håber, han tager fejl.

Det ville være decideret sørgeligt, hvis DR lige nu - midt i digitaliseringen og vel ude af diverse økonomiske problemer – skal tilbage til fordums tider uden chefredaktion med brugerfokus og med en snæver forestilling om, hvad public service er. Og det er ikke i befolkningens interesse, som Hyltoft antyder. Den klassiske opfattelse af folkeoplysning rummer vist ikke programmer som X Factor, selvom formatet i allerhøjeste grad falder i befolkningens interesse.

Mon denne kulturpolitiske logik også præger de fire nye direktørstillinger? DR Danmark direktørstillingen har blikket stift rettet på regionalprogrammer. Det er svært at se et indholdsmæssigt fokus (og kompetence) på det mindre politisk korrekte livsstilsstof, der ikke desto mindre i dag fylder langt mere end regionalstoffet. Ligeledes oser opslaget til DR Kultur-direktøren også så langt væk af bonede gulve og scenekunst, at det er svært at se andet end arrangementer, hvor Kronprinseparret er faste gæster. Hvilke produktionskompetencer skal tage sig af kvalitetsunderholdning og visionerne på dette område?

Den kulturpolitiske logik burde jo være at fastholde den gode kurs DR er på – sikre den brede kvalitetsmæssige gennemslagskraft, der kan stå distancen, når gode programmer fra alverdens kanaler myldrer frem. Børnekanalen Ramasjang er et godt billede på, hvordan den kulturpolitiske logik burde være. Kanalen er bredt sammensat – både egenproduktion og indkøbte serier og fiktion – med høj kvalitet og stor viden om brugerne for øje. Og den klarer sig allerede godt i konkurrencen mod de ultrastærke kommercielle spillere på børne tv-markedet.

Variationen og folkeoplysningen ligger netop i forskellen på DR k, DR2 og DR1 – og ikke ensliggørelsen. Se det er jo kulturpolitisk ulogisk.