Der er ikke meget at juble over i mediebranchen i disse år. Krisen buldrer afsted for fuld kraft, og resultaterne ser vi i form af fyringsrunder, konkurser og blodrøde bundlinjer. Det er hård kost! Men faktum er, at kriser er uundgåelige... og nødvendige. Hvis vi kigger i det historiske bakspejl, viser det sig, at kriser kommer og går med en forbløffende forudsigelighed, sådan cirka hvert tiende år. Nogle kriser er større end andre, men fælles for dem er, at de åbner mulighed for at få gennemført svære forandringer – vel at mærke for dem, der har viljen og visionerne.

Jo større krisen er, desto vigtigere udfordringer og muligheder giver den os. Krakket på Wall Street og den efterfølgende depression i 1930’erne førte blandt andet til helt nye maskiner, fabrikationsprocesser og produkter, som kunne sikre den videre ekspansion, og oliekrisen i 1970’erne var med til at sætte skub i udviklingen af energibesparende teknologi som f.eks. sol, vind og andre alternative energikilder.

Krise er tabu
Den aktuelle krise er en oplagt chance for de danske medievirksomheder til at gøre op med vanetænkning og fokusere på nye, profitable forretningsområder. Ifølge en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation mener næsten halvdelen af alle ledere, at finanskrisen har medført øget innovation og nytænkning i deres virksomhed. En lignende undersøgelse fra London Business School viser imidlertid, at kun 15 procent af virksomhederne rent faktisk fik udnyttet den sidste økonomiske nedtur til at lave de strategiske forandringer, de ønskede.

Måske findes forklaringen i det faktum, at krise er tabu i mange virksomheder. Det er ikke nemt for en direktør at kigge medarbejderne i øjnene og sige ”vi er i krise”. Det er jo i ordets bedste forstand en kriseerklæring. Ikke desto mindre er det først, når vi erkender situationens alvor, at vi kan komme i gang med at løse de store udfordringer.

Klamrer sig til mediestøtte
I stedet for se mulighederne i krisen, forsøger især de store bladhuse at bibeholde deres hævdvundne position i markedet. De har således sat alle kræfter ind på at bevare mediestøtten, som skal genforhandles fra 2011. Den totale offentlige støtte til danske medier er i øjeblikket på 5,4 mia. kr. årligt, hvoraf de 3,9 milliarder kr. går til de elektroniske medier (langt størstedelen til Danmarks Radio), mens de trykte medier støttes med 1,5 milliarder kr. i form af distributionsstøtte og momsfritagelse.

Det er penge, som luner godt på bundlinjen hos dagbladene. Alene Berlingske Media modtog sidste år 356 millioner kr. fra staten. En rapport fra Rambøll og medieprofessor Anker Brink Lund åbner imidlertid op for, at midlerne fremover skal fordeles udfra indhold, og ikke som i dag efter medietype. Det vil betyde, at f.eks. dagbladene ikke automatisk vil modtage støtte, men at de fremover – i konkurrence med andre medier – skal dokumentere deres public service-værdi.

Hovedrystende
Men hvorfor overhovedet yde offentlig støtte til medierne? Bør de ikke på lige fod med andre privatejede virksomheder i Danmark stå på egne ben og indrette forretningen efter kundernes ønsker og behov?

Der er bred enighed om, at vi skal sikre mangfoldighed og skabe rammerne for en demokratisk debat i medierne. Det gør vi allerede i form af mediestøtte og licensbetaling til Danmarks Radio, hvilket giver mening, eftersom Danmarks Radio er en statsejet institution. Det er derimod hovedrystende, at store kommercielle virksomheder som f.eks. JP/Politikens Hus og britisk-ejede Berlingske Media skal subsidieres af den danske statskasse.

I modsætning til Danmarks Radio, som skal leve op til meget strenge public service-krav, modtager de trykte medier støtte uden at forpligte sig til noget som helst. Ikke alene virker det som en besynderlig sammenblanding af offentlige og kommercielle interesser – det er også med til at bremse de nødvendige omlægninger, som især de trykte medier har brug for i disse år, og det hindrer udviklingen af nye medietyper.

Dagblade i tornerosesøvn
Krisen er en dyster påmindelse om, at dagbladene har sovet tornerosesøvn og ikke tilpasset deres forretningsmodeller i tide. I stedet har de forskanset sig på deres højborge og lullet sig ind i en fantasi om, at tingene nok skal løse sig, når krisen er drevet over. Faktum er, at avisernes oplagstal og indtægter er styrtdykket i et hidtil uset tempo. Det er en global tendens, men den økonomiske krise bærer kun en lille del af skylden. Krisen har i virkeligheden kun været med til at skubbe til en udvikling, der har været mange år undervejs.

Ordet "avisdød" blev optaget i dansk retskrivning allerede i 1957 – længe før nogen af os havde hørt ord som internet, e-mail, blog og Twitter. De traditionelle medier har i en vis udstrækning taget internettet og andre nye platforme til sig, men kerneforretningen er stadig bygget op omkring en mange år gammel tradition. Idéen om at opkræve abonnement for den trykte avis holder simpelthen ikke meget længere. De yngre generationer er flasket op med at få information og nyheder serveret gratis og ”on-demand”, og de ryster på hovedet ved tanken om at skulle betale 4.000 kroner om året for at få et halvt døgn gamle nyheder i papirform. Det er dyrt, upraktisk, uaktuelt og uinvolverende. Set i dét lys er det helt uforståeligt, at skatteyderne skal fortsætte med at give kunstigt åndedræt til medier, som ikke har tilpasset sig det 21. århundredes virkelighed.

Kravet om fornyelse og øget brugerinvolvering gælder naturligvis ikke kun for de trykte medier, men også for tv, radio og internet. Vi kan allesammen få noget positivt ud af krisen, så vi kommer stærkere og klogere ud på den anden side. Men det fordrer, at vi bygger vindmøller og ikke læhegn! Desuden skal vi ikke kun fokusere på, om vi gør tingene rigtigt, men også spørge os selv, om vi gør de rigtige ting.