Debat: Knudsen og Murdoch bedriver ønsketænkning

Idéen om mikrobetaling for omnibusmedier på nettet grænser til det parodiske, skriver Informations Annegrethe Rasmussen i dagens debat.
Annegrethe Rasmussen

Så er der bare tre måneder til, at Rupert Murdoch, chef for News Corporation smækker skotterne i til den gratis netversion af Sunday Times.

Fra november skal brugerne betale for at læse de artikler på nettet, som avisen selv har lavet, og som ikke blot er de samme gennemtyggede generelle nyheder, som man kan læse alle andre steder.

Hvis eksperimentet på Sunday Times falder heldigt ud, vil alle andre medier i Murdochs globale imperium - der også tæller The Times, The Sun, Wall Street Journal (der allerede er delvis betalingsavis på nettet), Fox News og News of the World - følge trop i juni 2010, inklusive tv-stationerne. 

"Det er ikke billigt at producere kvalitetsjournalistik og en hel industri, der forærer det hele væk kannibaliserer simpelt hen sig selv," sagde Murdoch sidste uge - med sin kendte sans for en god one-liner. Et sympatisk (for journalisterne altså) budskab, som derfor også blev citeret igen og igen.

News Corp.’s eget årsregnskab, der kom i juni, fortæller da også sin egen historie om, at også Murdoch har brug for en ny forretningsmodel: årets underskud for 2008 endte på 20 milliarder kroner.

Fallesen har ret
Smart Mr. Murdoch; men lad det være sagt med det samme herfra: jeg tror ikke en meter på konceptet. Jeg er derimod rørende enig med Børsens chef Leif Beck Fallesen.

I starten af juli sagde han til Journalisten.dk. i en kommentar til Berlingske Medias planer om at gøre klar til mikrobetaling fra september, at han ikke kunne se forretningsmodellen.

"Jeg frygter meget mikrobetaling, for skal man følge Lisbeth Knudsens udmeldinger, så skal nyhederne fortsat være gratis med mikrobetaling oveni. Men risikoen er, at brugerne tager de gratis nyheder og køber sig til nogle få hundrede kroners mikrobetaling på et site. Herefter er der ikke rigtig noget tilbage,” lød det fra Fallesen, og han har ret.

Vis mig lige argumentet for, at man skulle betale 2-3000 kroner om året for et net-avisabonnement, hvis man alligevel kan få gratis nyheder andre steder på nettet og nøjes med at betale 300-400 kroner årligt for det såkaldt unikke indhold.

Vis mig derefter regnestykket, der siger, at læsere, der er så vilde med f.eks. Poul Høi eller Cavling-drengene fra Pilestræde og derfor indbetaler skaldede 2-300 kroner for at kunne læse dem på nettet, skulle kunne redde den kæntrende Mecom-damper fra fallitten. Ærligt talt. Hvem kan i fuld alvor tro på de planer ?

Massivt selvbedrag
Vivian Schiller, chief executive for National Public Radio i USA, udtrykte det for fire dage siden sådan i en kommentar til Murdochs planer : ”Idéen om at kræve betaling for netartikler er et massivt selvbedrag. Det kommer ikke til at virke. Det eneste, der vil ske, er, at de vil miste læsere i stor stil, plus at nye læsere ikke længere vil kunne finde dem via f.eks. Google.”

Schiller ved, hvad hun taler om. Det var hende, der som direktør for nytimes.com i 2007 tog beslutningen om at gøre verdens bedste avis gratis på nettet.

Murdochs og Mecoms forslag blev også skudt ned i forgårs af Charlie Beckett fra London School of Economics’ kendte medietænketank Polis:

”Selv hvis News Corp kun vil opkræve betaling for deres eksklusive historier vil de stå over for utrolige vanskeligheder, når det gælder sivning af historier til andre medier... man kan have copyright på ordene, men begivenhederne kan man jo ikke forhindre andre i at beskrive," som han sagde.

Nye strategiske samarbejder
Når man som jeg sidder i den amerikanske hovedstad og dagligt kan følge den rent ud sagt fremragende kvalitet ikke bare på NYT men i mange andre amerikanske medier på nettet – gratis – virker idéen om mikrobetaling tæt på parodisk.

Sagen er, at de store omnibusavisers dage som leverandør af overskud i sig selv er færdige, forbi, slut. Det være sagt uden malice men derimod med en stor portion tristesse. Jeg elsker selv gode omnibusaviser og betaler for at få tre af slagsen leveret ind ad min brevsprække dagligt. Men jeg er en del af et mindretal, der svinder med hysterisk hast, og jeg tror hverken på Julemanden eller Enhedslisten som del af en dansk regering. Knudsen og Murdoch bedriver ønsketænkning.

For omnibusaviserne skal pengene komme andre steder fra f.eks. i form af helt nye strategiske indholdssamarbejder såvel på net, tv og papir.

Nichernes vej
For nicheaviserne, der som bekendt klarer sig bedst, og som for nogles vedkommende har kunnet opkræve betaling for deres specialiserede indhold på nettet (f.eks. Børsen og førnævnte Wall Street Journal) er mulighederne og strategien en anden.

De kan, for nu igen at citere Leif Beck Fallesen, vælge at fastholde abonnementsmodellen og lægge ”endnu mere indhold i det abonnement, man allerede betaler for, frem for at give billig adgang til det mest værdifulde af det, vi laver.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også