Har netop rejst mig fra 21 Søndag, og uden at jeg vil prale af, at jeg helt kunne følge med i den udsendelse, jeg netop har set - eller er ekspert i udsendelsens emne, Rigsrevisionens kritik af Lars Løkke Rasmussens mulige overbetaling for operationer, udført på privathospitaler - så er jeg trods alt ikke dummere, end at min urhjerne kunne afkode udsendelsens budskab:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er en politisk svindler, der ville være blevet afsat, hvis ikke det var lykkedes skumle embedsmænd på højt niveau at instruere to borgerlige nikkedukker af nogle statsrevisorer - Hovmand og Møller - i at redde Løkke, med den konsekvens, at "demokratiets vogter", som vært Anders Bech Jessen kaldte regnedrengene i Rigsrevisionen, var blevet stækket, omend revisionen, forstår man, kun vil nationen det bedste.

Nuancen udeblev
DR's hjemmeside har siden hjulpet mig: "Politisk pres og spin redder Løkke", lyder overskriften til dagens historie - det med "spin" var noget med, at udkastet til rapporten blev lækket. Af hvem fremgik ikke af DR's udsendelse, men almindelig fornuft siger, at det var oppositionen, ikke regeringen, der havde fornøjelse af at lække den. Ergo "reddede spin" ikke Løkke, det truede ham. "Politisk pres", tales der om, men udsendelsen dokumenterer ikke, at de to borgerlige statsrevisorer er "blevet presset", men hvad ved jeg, og selvom det fremstilles gedulgt, at Finansministeriet og Sundhedsministeriet i et "53 sider langt svar" - længden er, forstår man, intimiderende i sig selv, har forsøgt at få Rigsrevisionen til at nuancere eller ændre dens kritik, er det jo ikke underligt og kritisabelt, idet alle kritiske rapporter, også dem fra ombudsmanden, bliver til på den måde, sendes i udkast til de berørte, og kommenteres.

Et par eksperter var der dog, statskundskabsfolk og forvaltningsfolk, og det er jo fint, men jeg gætter på, at Lars Løkke Rasmussen - om han skulle have brugt sin sommeraften foran fjernsynet - er rasende over, at den mest oplagte ekspert at bruge, nemlig professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, ikke blev interviewet, eller hans synspunkter gengivet, omend de er fyldigt gengivet i en kronik i Berlingske Tidende forleden: Møller Pedersen har detaljeret redegjort for, at Rigsrevisionens kritik ”er tynd” og at det formelle udgangspunkt for kernen i Rigsrevisionens kritik - nemlig at Løkke som sundhedsminister kunne have fået de private hospitaler til at udføre operationer billigere end han faktisk fik - er forfejlet og dybest set hviler på en misforståelse. Igen: Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er rigtigt, blot savnes jo nok denne kilde, omend hans deltagelse havde tvunget redaktionen til at nuancere vinklen.

DR uhæderlig
Mit ærinde her er ikke at kritisere 21 Søndag, dertil er min indsigt i denne sags substans slet ikke detaljeret nok, men jeg tager ikke fejl, når jeg påstår følgende: 21 Søndags måde at vinkle historien på, værtens sprogbrug, valg af kilder - og fravalg af andre kilder - arbejdet med dramaturgiske virkemidler, der skaber helte (Rigsrevisionen og eksperterne) og skurke (regeringens embedsmænd og de to statsrevisorer, Svend Erik Hovmand og Helge Adam Møller, der blev ”presset” til at ødelægge Rigsrevisionen for at redde Løkke), fravalget af alternative indspark, nuancer eller oplysninger, og fravalget af formel, substans-dækning af indholdet i Rigsrevisionens rapport - hvad står der i rapporten og er det pålideligt, helt eller delvist? - efterlader regeringen i dyb fortvivlelse.

Og det er ikke fordi regeringen og dens chef, statsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at den og han har en dårlig sag, der nu desværre, og pokkers også, er afdækket af landets sandhedssøgende journalister på statsfjernsynet, men fordi embedsmænd og regeringen og borgerlige politikere helt ind i hjertet mener, at Danmarks Radio - i denne sag og andre - er utilsløret uhæderlig, upålidelig og groft politiserende. Ganske som samme regering mente for mere end to år siden, da Danmarks Radio i Guldbrandsen-dokumentaren "Den Hemmelige Krig" rettede et uhørt hårdt angreb på regeringens Fogh - og hvor Fogh, endnu mere uhørt, skød tilbage, ved direkte at beskylde DRs journalistik i sagen for at være uhæderlig. En anden sag, i en lang mindre skala - men som er udtryk for det samme, og derfor næves her - er kun et par måneder gammel, men den sved og gjorde ondt på regeringen, hvor den er mest sårbar: Regeringen og dens nye socialminister Karen Ellemann blev, også i 21 Søndag, kritiseret for at skabe fattigdom og social elendighed, og en række personer fik i udsendelsen lov til at fortælle, at de måtte gå fra hus og hjem, fordi den offentlige støtte var for begrænset. Det blev senere sået tvivl om nogle af DRs udregninger, men skaden var sket.

Kritiske licensbetalere trives
At samfundets magthavere - i dette tilfælde regeringen og dens embedsmænd - i konkrete sager er på kant med udøvere af kritisk journalistik, her Danmarks Radio, er ikke usædvanligt, men vel nærmest naturligt og ønskværdigt. Avisjournalister - som Berlingske Tidendes folk, der tidligere på året blev belønnet med Cavling-prisen for afdækning af problemer med politireformen, hyldes jo netop for at bide magthaverne i haserne og - i den konkrete sag - at "forfølge" daværende justitsminister Lene Espersen.

Forskellen er blot, at hvor Berlingske Tidendes arbejde nyder bred respekt, også blandt folk i regeringen, Justitsministeriet og politiet, så skal man ikke tale med ret mange politikere (borgerlige, mest) for at forstå, at man i disse kredse ser helt, helt anderledes på (meget af) den kritiske journalistik, der udøves af DR, og som, når det angår politiske sager, anses for ... ja, unfair, mildt sagt.

Om den opfattelse er rimelig eller ej - eller rettere, selvfølgelig er den ikke rimelig, for generelt producerer DR journalistik af høj kvalitet - er ligegyldigt, forholdet mellem magthaver-Danmark og Danmarks Radio er ikke godt.

Det er min påstand, at de holdninger, unge Morten Messerschmidt rejste rundt med for fire år siden som yderst irriterende formand for foreningen af "kritiske licensbetalere" - men som var isoleret hos ham og andre yngre kræfter omkring Dansk Folkeparti - i dag trives i store dele af det politisk borgerlige Danmark, og at de tanker om at stække Danmarks Radio, som Messerschmidt dengang rejste med, i dag er (mere eller mindre) officiel borgerlig politik. Dansk Folkepartis leder, hvis magt ikke kan undervurderes, kom - måske ved en fejl - til at afsløre sin foragt for Danmarks Radio, da hun i direkte fjernsyn, midt under sin hyldest-tale til Messerschmidt på EP-vagtaftenen, bemærkede, at Danmarks Radio - selvfølgelig, forstod man på hende - opgav at live-sende fra hendes tale for i stedet at filme nogle SF’ere. Pia Kjærsgaard kom ved sin optræden til at afsløre, at hun ser med iskold foragt på Danmarks Radio. Noget farligere for DR kan jeg ikke komme i tanke om lige nu.

DR presset
Konsekvensen er desværre, at Danmarks Radio nu er presset fra - ja - alle sider. Mange unge vælger - som følge af den almindelige udvikling, hvor en public service-station nærmest ikke kan andet end at opfattes som kedelig af Ipod-generationen - systematisk Danmarks Radio fra, og hovedkanalen DR1 fremstår alvorligt svækket. De intellektuelle, hvoraf nogle er meget stærke offentlige debattører, som for eksempel Claes Kastholm, omend han ikke kan udelukkes at have en politiske dagsorden, kritiserer systematisk og vedholdende Danmarks Radio for at svigte sin public service-forpligtigelse ved at nedprioritere kulturstof, klassisk musik og politisk journalistik til fordel for Aftenshowet og X Factor, og bedre bliver det næppe af, at DRs tre øverste chefer stort set ikke deltager i den offentlige debat, heller ikke om Danmarks Radios forhold, bortset fra række af læserbreve, hvor kritikerne bliver belært om, at kritikken af DR ikke har noget på sig.

At forestille sig et Danmark uden Danmarks Radio, er ikke noget, nogen af os kan ønske, men Danmarks Radio er - desværre, men ikke (helt) ufortjent - blevet en del af en politisk kamp; DRs journalistik opfattes helt ind i borgerlige hjerte som unfair, og når Danmarks Radio nu har udsigt til at miste ikke blot P2, men Venstre-kulturudfører Ellen Trane Nørby også vil sammenlægge DRs regionalstationer med TV2s ditto, er det rystende, breaking news for DR, omend DR ikke synes at have forstået det.

Det, Venstre ønsker - og dét, der vil ske - er at Danmarks Radio svækkes, og svækkes alvorligt.

Danmarks Radio er ikke truet af nye medievaner - DR er truet af stærke samfundsstemmers alvorlige mistillid til institutionen.