Debat: Jeg vil også ha’ momsfritagelse

Hver dag er aviserne fyldt med historier, der er som taget ud af et dame- eller ugeblad. Alligevel er magasiner og ugeblade momspligtige – modsat aviserne. Hvor er logikken? - spørger chefredaktør Lizl Rand.
Lizl Rand

"Nå, lad os se, hvad vores "daglige magasin" har at byde på i dag".

Sådan joker vi hver morgen på redaktionen. Derefter kaster vi et blik på forsiden af B.T., hvor følgende historier i løbet af de sidste par uger har fundet vej:

"Kom i form som Mary". "De fandt hinanden på tv". "Simpel test afslører sygdom". "3 uger med slankepillen". "Sådan gør sex dig rask". "Sandt og falsk om kostmyter". "Derfor er kvinder utro". "Undgå gigt". "Kendte under kniven".

Selvom vi griner forundret over, at en avis mener, at dagens vigtigste historie er "Rask med yoga", som står med store fede typer midt på forsiden, så stivner vores smil også.

For de fleste avisers forsider og/eller indhold er i stigende grad som taget ud af et dame- eller ugeblad. Primært B.T. – men efterhånden også de andre aviser – har fundet ud af, at det ikke er traditionelle nyheder inden for politik eller kriminalitet, der sælger. Det gør de bløde, nærværende historier derimod.

Jeg kan sagtens forstå, at aviser sælger på livsstil og underholdning. Jeg gjorde det samme, da jeg i sin tid var livsstilsredaktør på B.T. Min frustration er derimod mod vores momssystem, der fritager disse "daglige magasiner" for moms, fordi papiraviser er vigtige for demokratiet og debatten.

I grundlaget for momsfritagelsen står blandt andet som betingelse, at det skal vurderes "Wom publikationen primært læses på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof".

Groft sagt må det vel betyde, at mindst halvdelen af indholdet skal være stof af nyhedsmæssig karakter. Og her tænkes næppe på de seneste nyheder om Susan Boyle eller Anni og Erik.

I Tidens Kvinder inspirerer og guider vi læserne til at få et endnu sjovere sexliv. I Bazar får unge kvinder råd til, hvordan de skal tackle livets udfordringer samt tips og tricks til at finde stjernen frem i sig selv. Mens Q hjælper kvinder til at blive den bedste udgave af sig selv – fysisk som psykisk.

For vores læsere spiller vi en stor og vigtig rolle i deres daglige liv, fordi vi informerer, inspirerer og guider dem. Ligesom aviserne gør overfor deres læsere. Alligevel er vi momspligtige, hvilket betyder, at vores magasiner er dyrere, end de havde behøvet at være, hvis vi var fritaget.

I 1996 forsøgte magasinet ’Penge og Privatøkonomi’ at opnå momsfritagelse. Landsskatteretten afviste det med dommerstemmerne 2-1 med blandt andet følgende begrundelse:

"… (at) bladets indhold … ikke kunne anses kendetegnet ved hovedsagelig at vedrøre nyheder, der havde været aktuelle siden udgivelsen af det foregående eksemplar af bladet, således at bladets læsere kunne forventes at læse bladet for at opnå en dækkende opdatering af aktuelle nyheder inden for bladets emneområde, at bladets stof heller ikke på anden måde synes kendetegnet ved at være bestemt af eller afhængig af bladets aktuelle udgivelsestidspunkt, samt at en stor del af bladets stof derudover synes at have karakter af tematisk stof, der vil kunne bringes med jævne mellemrum i tilrettet eller opdateret form."

Min påstand er, at man kan sige det samme om en række dagblade i dag. Alligevel er de stadig momsfritaget. Hvor er logikken i det?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også