De nye oplagstal ligner en gravsten over den journalistiske tankegang, som blev født med den amerikanske revolution. Læserne vil ikke længere i stort tal betale for den klassiske dagbladsjournalistik, og det rejser et alvorligt spørgsmål: Hvem skal i fremtiden agere vagthund og omdrejningspunkt for samfundsdebatten?

Berlingske Tidende er på mange måder symbolet på journalistikkens krise. Avisen har i det seneste år indiskutabelt været nummer et i konkurrencen om at levere de fleste og de bedste afslørende og samfundsdebatterende artikler. Paradokset er, at Berlingskes oplag samtidig er i noget, der ligner frit fald. Samtidig nærmer avisens læsertal sig et niveau, hvor avisen ikke længere i egen kraft har stor gennemslagskraft.

Berlingskes nedtur er sigende for langt de fleste omnibus-aviser. Hvis udviklingen fortsætter vil vi om få år have et mediebilleder, hvor en række nicheaviser leverer den gamle klassiske samfundsjournalistik, mens de store læsertal er forbeholdt gratisaviser som MetroXpress og Søndagsavisen, hvor man til gengæld kun vil finde det brede og populære indhold. Og det er næppe en lang serie om politireformens fiasko.

Udviklingen forstærkes af, at DR de seneste år har valgt at gå i de kommercielle mediers fodspor og fokusere mere og mere ensidigt på seer-, lytter- og brugertal. Og der er åbenlyst tale om et meget bevidst valg, fordi bestyrelsen har valgt en organisationsform for DR, der er blandt de ubetinget mest seertalsfikserede sammenlignet med de øvrige public servicestationer i Europa.

Åbenlys udfordring
Udviklingen er en åbenlys udfordring til hele det demokratiske system og mere konkret til mediepolitikerne.

Det mest oplagte spørgsmål er, om det er hensigtsmæssigt at DR får lov til at være så seertalsfiskeret, og dermed ikke bare reducerer mængden af samfundsrelevant journalistik yderligere, men også påfører den private mediesektor en ublu konkurrence, som yderligere udhuler ressourcerne hos dagbladene.

Det næste spørgsmål er naturligvis fordelingen af mediestøtten. Er det rimeligt, at aviserne får samme distributionsstøtte og momsfritagelse, uanset om de bruger pengene på at leverer unikt samfundsdebatterende stof som eks. Kristeligt Dagblad eller om støtten bruges til at levere prostitutionsannoncer og underholdning som EkstraBladet?
Det tredje spørgsmål er naturligvis, hvorfor distributionsstøtten kun skal gå til aviser, som distribueres pr. bud, eller hvorfor momsfritagelsen er forbeholdt en bestemt gruppe af aviser. Hvad nu hvis man kunne få mere samfundsrelevant stof ud til flere mennesker ved eks. at give gratisaviserne støtte til at producere samfundsdebatterende artikler.
De nye oplagstal viser, at udfordringerne for den klassiske journalistik og især dens evne til at spille en rolle i samfundet er meget akutte, og derfor må mediepolitikerne droppe deres indbyggede frygt for forandringer og gå i gang med arbejdet.

Jeg vil i hvert fald nødigt leve i et samfund uden afsløring af Politireformens fallit eller Bendt Bendtsens jagtture – også selv om de ikke sælger aviser.