Debat: Sponsoreret indhold, ja tak!

I dagbladenes overlevelseskamp er sponsorater et must, som de også længe har været på tv, skriver B.T.'s chefredaktør Suzanne Moll i dagens debat.
Suzanne Moll

”Undskyld kære læser”.

Under denne overskrift gemmer sig London avisen Evening Standards desperate kampagne for at vinde de tabte læsere tilbage. The Sun sætter prisen ned, og indvarsler priskrig på tabloidmarkedet. Alle medier med nogenlunde realitets sans er lige nu ved at undersøge muligheder for at få penge for indhold på nettet. Og det står fast at, hvis man ikke ønsker at se de store dagblade som en cancerpatient ,der så småt er inde i den terminale fase, så er vi alle pisket til at tænke i nye indtjeningsmuligheder.

Hvad enten det drejer sig om mikrobetaling, communities, salg af avisernes arkivmateriale eller salg af brændestabler bliver vi nødt til at operere i flere måder at tjene penge på. Og her på dette sted skal der spilles en ny bold på banen, der muligvis vil få en og anden hæderkronet chefredaktør til at få formiddagskaffen galt i halsen: Sponsoreret indhold!!!

Både Ekstra Bladet og B.T. har i sportssektionen fra tid til anden haft sponsor på eksempelvis Tour de France og Champions League. Og på tv er der ingen, der løfter et bryn, når det er Odense Marcipan, der sponsorer årets udgave af ”Vild med dans”.

Både ”Vild med dans” og ”Melodi Grand prix” er årligt tilbagevendende begivenheder, der bliver dækket intenst i dele af dagspressen. Så egentlig giver det mening at tilbyde en annoncør at sponsorere den redaktionelle omtale. Ja, jeg kender godt den med de vandtætte skodder! Men for min skyld kan Malaco eller Kims sagtens være med på print og i preroll før vores ”det så du ikke på TV” indslag. Og en popcornfabrikant kan sagtens få plads på de sider i vores avis, der omtaler filmstof.

Det handler selvfølgelig om at ha' tungen lige i munden, og de allerhelligste vil kunne mane et større skrækscenarie. Men vores brugere på nettet surfer frit rundt i indhold, der bliver tilbudt fra mange (også meget kommercielle) sider. Og de kan sagtens skelne. Og vi kan vist godt blive enige om, at alt er i spil, når det handler om dagbladenes overlevelse. Så vi bliver nødt til at løfte skørterne en smule længere, end vi nogensinde havde troet. Lad dette være et indspark til den idébank, vi alle har hårdt brug for.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også