"Jeg har haft flere virkelig gode snakke med chefredaktøren, og vi diskuterer også den overordnede strategi, men det fortæller jeg ikke min redaktionschef, fordi han altid bliver nervøs, når jeg har talt med chefen.”

Sådan sagde en af mine bekendte, da jeg for ikke så lang tid siden rundede et udsnit af det danske mediemiljø på besøg fra Washington DC.

Han er langt fra alene. Og selv om man generelt – interessant nok – gør klogt i at tage de fleste journalisters fortællinger med et gran salt eller to, så er det dog påfaldende så mange, der tilsyneladende synes, at det er helt forståeligt, ja nærmest i orden, at deres chefer lider af en særegen kombination af mindreværdskomplekser og storhedsvanvid.

Jeg fortalte efterfølgende om ovennævnte lille ordveksling til en anden af mine gode venner, der slår sine folder i den del af det private erhvervsliv, som leder af at rådgive andre, et internationalt baseret konsulentfirma, hvis ledelse bl.a. sidder i Danmark.

”I mit firma er det en klokkeklar pligt for mine medarbejdere, at de jævnligt går uden om mig og taler med min chef,” fortalte han, som selv er direktør for en stor del af virksomheden, men som stadig har den administrerende direktør over sig. Han fortalte også om årlige evalueringer, struktur for samme og om, hvordan han som chef kun kunne udvikle sig ved konstant dialog opad og nedad i sin virksomhed. At hans medarbejdere hjalp hans chef med at evaluere ham som leder så han som en naturlig del ikke bare af sin egen læringskurve, men også som det mest frugtbare og udviklende for virksomheden.

Ikke at han altid så det som behageligt. Men alternativet – den skjulte snak, spillet i korridoren, de intrigante frokoster og et bestandigt skakspil mellem mellemledere og den øverste ledelse – var dog værre, syntes han.

Naturligvis kan det være at der findes rigtig god ledelse i dele af den danske medieverden. Man hører bare rigtig sjældent om den. I stedet hører man overvældende mængder om det modsatte. Om spontane meningsmagere, der favoriserer egne yndlinge, om dominerende typer, der helst udvælger svage medchefer og helst kontrollerer alting med
byger af mails og arbejdstider, der paralyserer resten af ledelsen, som ikke kan følge med og derfor altid er bagud og følgelig må sidde i baghånden, hvis de vil opnå noget som helst. Eller om knudemænd, der ikke kan se folk i øjnene under ubehagelige snakke. Eller om magtsyge chefer, der bruger det meste af tiden til selvpromovering i de dele af medierne, vedkommende ikke selv tilhører og netværksarbejde med hang til rigtig mange frokoster. Om vennetjenester og mystiske ansættelser uden om
vedtagne procedurer. Om chefer, der glemmer at få taget referat og derfor kan producere selektive fortolkninger af, hvad det egentlig var der foregik, da mødet i sidste uge gik i ged. Og så videre.

Genkender du din chef? Din arbejdsplads? Dig selv? Var det ikke på tide at de danske mediechefer erkendte, at det ikke er nok at have forstået, at ordet ”rentabilitet” ikke er et fyord, og ikke behøver at dræbe den kritiske og uafhængige journalistik. Den del af ledelse i en markedsøkonomi har det taget en 20 år at begribe (vi ser nogle af de sølle resultater nu). En anden specialitet i medieverdenen er den uskik, at det stort set altid er de dygtigste journalister, der bliver gjort til ledere. Management har været og er muligvis stadig et fyord på de danske redaktioner. Findes der nogle redaktionelle topchefer, som ikke selv er journalister ? Jeg kan ikke komme på nogle, og samtidig vender de fleste tidligere chefredaktører i hvert fald fra dagbladene tilbage til journalistikken – overtegnede inklusive.

Men hvorfor står det så ringe til med professionaliseringen af personaleledelsen? Det er for nemt at gemme sig bag klicheen om de uregerlige kunstnere, der kalder sig journalister og som myten også siger, ikke kan eller ikke har lyst til at blive ledet oppefra, men kun kan forstås af og forstå ledere, der er ”lige som dem selv.” Sandheden er, at medieverdenen - og de fleste journalister - har akut brug for ordentlig ledelse. Og alt for ofte desværre blot modtager stene for brød.