Man kunne ligefrem høre latterbrølene rulle ned gennem Christiansborgs gange, da den socialdemokratiske partileder Helle Thorning i sidste uge sammen med de radikales Margrethe Vestager og SF' Villy Søvndal indgik en aftale med regeringen om at undtage ministrenes kalendere for aktindsigt.

Sjældent har man nemlig set en socialdemokratisk partileder blive snydt så godt og grundigt af en borgerlig statsminister som ved denne lejlighed. Hun sprang i fælden med samlede stilethæle! Det brede forlig, der nu er indgået, markerer et afgørende brud med de bestræbelser, der både fra politisk og mediemæssig side – godt støttet af en række progressive jurister – har været udfoldet for at skabe større åbenhed, mere offentlighed og bedre arkivadgang for de danske medier end det hidtil har været tilfældet. Med den nye statsministers forslag vendes der nu helt op og ned på den udvikling. Og der er grund til dyb bekymring over de signaler, som forliget udsender.

Statsministerens fælde
Men lad os lige se på indholdet: Ved sit pressemøde solgte statsminister Lars Løkke Rasmussen det nye indgreb som en væsentlig styrkelse af mediernes aktindsigt. Mærkeligt nok er en stribe politikere, lederskribenter, politiske kommentatorer og så sandelig også en juridisk ekspert på Danmarks Journalisthøjskole, lektor Olof Jørgensen, hoppet lige direkte i statsministers fælde. Alle klapper i hænderne og Olof Jørgensen anser det for et stort kvantespring, at "alle danskere nu kan være med til at kontrollere, om ministrene følger loven". Det er længe siden, jeg har læst noget tilsvarende sludder.

Aftalen indeholder to elementer. En såkaldt åbenhedsordning om ministrenes udgifter og aktiviteter, så interesserede ikke længere skal søge aktindsigt i disse oplysninger. Fremover kan de læse dem på den enkelte ministers hjemmeside. I praksis er dette helt uden betydning. Der er – bortset fra Hørsholms borgmester Uffe Thorndal – næppe mange almindelige borgere, der har tid og lyst til at dyrke den disciplin at kigge ministerbilag igennem på nettet. Det er først og fremmest mediernes professionelle interesse og systematiske dyrkning af dette område, der har givet resultater. Så i praksis er der ikke tale om nogen øget adgang – blot at det, man tidligere skulle bede om, nu kan findes direkte på nettet. Men det er ikke noget, der styrker mediernes adgang på området. De får et retskrav - men ministrene bestemmer suverænt, hvad der lægges ind. Og det kan ikke efterprøves.

Den anden del er endnu mere problematisk – nemlig bestemmelser om, at offentligheden ikke længere skal kunne kigge med i ministrenes kalendere. Lars Løkke begrundede det med, der kan være "ting af privat karakter, som det ikke vil være rart at få frem". Både han, vicestatsminister Lene Espersen samt de to kvindelige partiledere, Helle Thorning og Margrethe Vestager, argumenterede med, alt der vedrørte deres privatliv, børn og helbredstilstand ikke kunne komme offentligheden ved.

Brugt til DR-afsløringer
Man kan ligefrem høre, hvordan Lars Løkke inde ved forhandlingsbordet har fedtet de to partiledere ind i en hel masse argumenter, der lyder kønt og acceptabelt – men bare ikke har ret meget med virkeligheden at gøre. For sagen er, at der stort set ikke kan findes nogen eksempler fra nyere tid på, at medierne har misbrugt denne arkivadgang til at udstille ministrenes privatliv – deres børns skolegang – deres besøg hos tandlægen eller hos damefrisøren. Til gengæld har reglerne blandt andet været brugt til DR’s systematiske afsløring af Lars Løkkes systematiske brug af taxa-boner fra Frederiksborg Amt til at deltage i alle mulige arrangementer, der intet havde med amtet at gøre. Det har været brugt til at afsløre Bendt Bendtsens fuldstændige ustyrlige storforbrug af gratis jagt- og golfrejser finansieret af det store erhvervsliv. Og reglerne har været brugt i mange andre sammenhænge, hvor medierne havde brug for at tjekke en ministers forhold igennem.

Politisk er det ubegribeligt, at Helle Thorning-Schmidt, da hun blev inviteret til mødet i Statsministeriet, ikke stillede sig selv spørgsmålet: Hvorfor er Løkke egentlig så interesseret i at få min accept på dette forlig? Hvis hun havde tænkt sig om, var svaret meget åbenlyst: Fordi han har brug for at dække sig ind bag oppositionens stemmer i denne sag. Helle Thorning er blevet tørret af Løkke – og hun har intet fået til gengæld ud over, at hun måske tænker på, den manglende kalenderadgang kan være en personlig fordel den dag, hun måske måtte indtage Statsministeriet.

Ombudsmanden sat på plads
Til gengæld har hun i hvert fald ikke tænkt på de negative konsekvenser, som denne afgørelse indebærer:

For det første er det åbenlyst, at regeringens hovedmotiv i denne sag har været at sætte ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på plads. Det kan der være mange gode grunde til – for ombudsmanden spiller ikke altid bolden rent. Men det er da første gang, en socialdemokratisk partileder er med til at stikke ombudsmandens arbejde i forhold til en regering.

Hertil kommer det, der er langt værre – nemlig signalet til den offentlighedskommission, som ombudsmanden står i spidsen for. Nu har vi ventet i seks år på at få oplægget til en ny lov om offentlighed i forvaltningen og en tilsvarende forvaltningslov. Man må gå ud fra, Gammeltoft og hans kommission er ved at nusse sig færdige – og ved afslutningen får de så en melding fra statsministeren om, at regeringen ikke er særlig interesseret i den meroffentlighed, som kalender-aktindsigten er udtryk for. Regeringen ønsker altså at trække helt modsat af de bestræbelser, der har kørt på, at lovgivningen skulle liberaliseres.

Endelig begår Helle Thorning den næsten utilgivelige brøler, at hun i en sag, hvor hendes egne ordførere og parti i sjældent omfang har haft mediernes medløb, pludselig vender om og slutter sig sammen med dem, der ønsker lukkede døre og mindre aktindsigt. Lige præcis i sagerne om Lars Løkkes bilag, Bendtsens rejser og regeringens aktiviteter med erhvervspenge og andet, har de socialdemokratiske ordførere været på krigsstien i synligt og offensivt omfang og i høj grad været med til at sætte kritisk fokus på den administration, der foregår. Med forliget siger Helle Thorning direkte til sine egne ordførere, at der har spildt tiden – hun vil hellere lave forlig med statsministeren end stå i spidsen for en kritisk opposition.

Tillykke statsminister
Der er grund til at lykønske Lars Løkke Rasmussen med, at det nu for anden gang er lykkedes at tørre den socialdemokratiske partileder i en stor, betydningsfuld sag. Første gang var da han fik demonteret Helle Thornings og Pia Kjærsgaards støtteaktion i forbindelse med de offentlige overenskomstforhandlinger. Ved en snu, taktisk manøvre kom Helle Thorning til at stå som den store taber – i stedet for den vinder, der kunne have scoret massiv opbakning for en trængt, offentlig sektor. Nu er det lykkedes statsministeren igen at snyde oppositionens leder i en sag, der handler om noget så betydningsfuldt som ytringsfrihed, adgang til at kunne kontrollere en regering og dens ministre og gennemskuelighed i den offentlige administration.

Så tillykke med det, statsminister. Åbenheden om regeringens arbejde har fået et skud for boven. Og man kan konstatere, at i hele Folketinget har de forenede regeringspartier fra rød og blå stue stået tæt sammen lige bortset fra Enhedslisten, der valgte at stå helt af. Det lover ikke godt for den lov om offentlighed i forvaltningen, vi nu har ventet på i en halv snes år.