”Jeg vil ændre verden, vælte regeringer og få sandheden frem”.

Idealerne fejlede intet, da vi som studerende på Danmarks Journalisthøjskole overgik hinanden i selvsmagende navlepilleri. For lysten til de store historier udsprang jo primært af, at vi kunne få byline eller ansigt bragt ved siden af de historier, der ville skabe opmærksomhed. Men det var en god fornemmelse at sidde verdensfjern og dyrke en fælles faglig narcissisme.

Men vi blev alle ramt af virkeligheden. Første gang, da vi skulle i praktik. Ikke alle kunne komme til at formidle politiske sammensværgelser i Information. Nogle måtte nøjes med at spotte kærestepar på den røde løber til Se & Hør. Andre gravede sig med lige dele stolthed og bøjet nakke ned i meget lokalt provinsstof - mens atter andre med ironisk distance forsøgte at finde en genial vinkel på kaninhop og januarudsalget.

Anden gang virkeligheden ramte os selvcentrede praktikanter var, da vi fandt ud af, at medierne faktisk skal sælges. At aviser, tv- og radioudsendelser, magasiner og ugeblade er produkter på linje med vaskepulver og ispinde.

Nogle af os praktikanter tilpassede os virkeligheden og skabte siden en karriere udi livsstil, sladder og sensationer, der sælger aviser og blade, genererer sidevisninger eller får folk til at tænde for radioen og tv’et. Vi fandt ud af at bevæge os fra idealistisk journalist til købmand udi gode historier.

What's in it for me
Andre sidder stadig og brokker sig over, at det ikke er rigtig journalistisk, der sælger. At forbrugerne er dumme, når de går efter laveste fællesnævner og f.eks. klikker på Anni & Erik-føljetonen, lader sig overraske af broccoliens kræftforsagende fortræffeligheder, tjekker test af fladskærme eller jogger med morgenavisernes løbeguruer.

Men uden købere – ingen medier! Når man i dag ser forsiderne på B.T. og Ekstra Bladet, er det jo ren livsstils- og magasinjournalistik. Slankekure, sundhed, skønhed, sygdom, parforhold m.m. er jo netop magasinernes kerneområde. Også omnibusaviserne har fitness, vinsmagning, tests og kendis-interviews som købsmotiv. Dertil forsøger alle medieudgivere at tjene penge ved at sælge relaterede produkter så som læserrejser, events, shops, klubber m.m.

I min magasin-unit, hvor vi udgiver Q, Bazar og Tidens Kvinder, muntrer vi os over, at vi blev journalister for at skrive om slankekure, modetendenser og følelser samt sælge solbriller, skønhedsprodukter og sexlegetøj i vores shops.

Et nederlag for faget? En faglig fallit? Nej, tværtimod. Jeg har aldrig mødt så mange glade kvinder, der takker fordi vi tager deres liv seriøst og giver dem dét, der faktisk optager dem. For læserne er lige så selvoptagede som journalisterne – de interesserer sig primært for sig selv. Og de har kun ét spørgsmål: What’s in it for me?