I går var det Pressens Dag. Det er dagen, hvor de store guldvioliner trækkes frem, og redaktionelle ledere over hele verden danser den rituelle stammedans omkring alt det, vi gerne vil være fri for: Arrestationer, forfølgelse, medløb, konformisme, den sponsorerede journalistik, begrænsninger af enhver art. Dansen går herefter videre til anden tur, omkring det, vi på vore privilegerede breddegrader gerne vil have mere af: Statsstøtte, flere krykker og særordninger i en tid, der i økonomisk henseende er mere end kritisk for de fleste medier. Spørgsmålet er blot, om mediernes dybeste krise er økonomisk. Eller om det i virkeligheden er den journalistiske bundlinje, der styrtbløder?

Det er en kendt sag, at villigheden til at betale for den gode journalistik er som et kalkbrud i skred. Læsere, seere, lyttere og brugere af den kritiske og grundige journalistik kan vi se langt efter, og en endnu kraftigere kikkert skal i brug, når vi skal finde de borgere, der er villige til at betale for andet og mere end tyggemad og underholdning.
Og så er det, man i stille stunder og bag nedrullede gardiner må spørge sig selv om, hvem der har ansvaret for den udvikling? For kernen, den journalistiske drivkraft, ilden buldrer jo fortsat for alvor dér, hvor vi på den ene side holder magthaverne under kritisk observation og på den anden side sikrer tilgængelighed for den viden, der gør borgerne i stand til at træffe beslutninger om deres eget liv på et oplyst grundlag. Eller brænder ilden og engagementet i redaktionslokalerne i virkeligheden helt andre steder? Kunne det tænkes, at medierne selv har skabt et medieforbrug, hvor alt gøres til underholdning og hvor det er de lette scoringer, skandalerne, forbrugerjournalistikken og kampagnerne, der konsekvent prioriteres?

Sovet i timen
Hvis det er tilfældet, er det på tide, at vi spørger os selv om, hvordan det er kommet så vidt. Har vi sovet i timen og tilberedt tyggemad i litermål, fordi vi i bund og grund selv har været dovne? Fordi det er enormt besværligt at formidle det komplicerede stof på en måde, så det bliver tilgængeligt og forståeligt for de mange? Har vi i virkeligheden undervurderet borgerne, brugerne, kunderne - eller hvad vi nu betegner dem - så de af gode grunde ikke længere orker at være i vort selskab og endnu mindre er villige til at betale for det, vi præsenterer dem for?

På Pressens Dag vil det være en stor lykke, hvis vi turde lade det kritiske søgelys oplyse vore egne redaktionsgange og direktionslokaler. Så det ikke bliver udsigten til en Ikea-annonce, der afgør, hvad der ryger på forsiden eller drømmen om seertal, der sparker røv, der igen og igen får de gennemarbejdede journalistiske programmer til at vige for det lette og muntre, der er behageligt i dag - og glemt igen i morgen.

Det år, hvor vi finder modet til på Pressens Dag at rette den alvorligste kritik mod vores egen journalistiske bundlinje kan det være, at vi igen får en fortjent opmærksomhed. Lad det ske snart!