Briefing: Ugen i mediebranchen

Afskedigelser i TV 2, lukningstruede ugeaviser i JFM og en længe ventet dom fra landsretten om landets to største outdoor-selskaber er blandt ugens nyheder i mediebranchen. Få overblikket her. 
"Det er et kæmpeproblem, at lovgivningen slet ikke er fulgt med den digitale udvikling, og at vigtige digitale områder er helt ureguleret eller meget sparsomt reguleret", sagde Søren Sandfeld Jakobsen, formand for Radio- og tv-nævnet og professor i medieret, denne uge til MediaWatch. | Foto: Joachim Adrian
"Det er et kæmpeproblem, at lovgivningen slet ikke er fulgt med den digitale udvikling, og at vigtige digitale områder er helt ureguleret eller meget sparsomt reguleret", sagde Søren Sandfeld Jakobsen, formand for Radio- og tv-nævnet og professor i medieret, denne uge til MediaWatch. | Foto: Joachim Adrian

Endnu en uge går på hæld i mediebranchen. Endnu en gang med en forlænget weekend i sigte. Men Mediedanmark sover som bekendt aldrig, og trods vi er midt mellem helligdagsperioder, har der været nok at se til for nærværende redaktion. Så brug et par minutter på at blive opdateret på de vigtigste historier fra den forgangne uge.

Vi lægger fra land med historien om TV 2, hvor afskedigelserne, der blev varslet i april, blev gennemført. 

Til MediaWatch fortalte hovedtillidsrepræsentanten efterfølgende, at de fleste af opsigelserne er fundet blandt stationens produktionsansatte, og at der er sket flere afskedigelser i København end i Odense. 

Et andet sted, hvor økonomien skal passe, er i Impact TV. Her er aktiverne i konkursboet nu købt af Monday Media, og det er en løsning, der giver mening for begge parter, lød det fredag fra de to selskaber. 

I magasinhuset Story House Egmont, der er del af Egmont-koncernen, forventes det, at 2023 bliver et hård år i forlængelse af et 2022, hvor inflationen tog fart. Både i forhold til annonce- og magasinsalget mærker selskabet en vis tilbageholdenhed præger markedet, fortalte direktør Frank Vilstrup denne uge. 

”Vi har svært ved at forudse, hvad der sker om en måned. Det kan både blive bedre, og det kan blive meget værre. Det er samme usikkerhed, vores forbrugere og annoncører agerer ud fra,” sagde direktøren. 

Politisk snak

Ugen var også præget af mediepolitiske nyheder. Her blev det klart, at Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil udskyde overvejelserne om en aftalelicensordning for tekst- og datamining til den kommende revision af ophavsretsloven. Trods klare opfordringer fra en række brancheaktører bliver der ikke indbygget et effektivt værn mod techselskabers adgang til at tekst- og datamine danske mediers indhold i ny ophavsretslov for nu.

Hvis ikke regeringen lytter til anbefalinger fra udgivere, vil millionerne i den længe ventede ugeavispulje ikke virke efter hensigten – og det vil betyde lukning af lokalredaktioner. Sådan lød beskeden denne uge fra landets største regionale ugeaviskoncern JFM og brancheorganisationen Danske Medier.

Distributører ser EU-svar som længe ventet sejr over kulturmoms. Forudsætningen for at lægge moms på tv-rettigheder er væk efter svar fra EU-Kommissionen, mener distributørforeninger og konservativ gruppeformand. Skatteminister vil dog genfremsætte til efteråret.

Og så bragte MediaWatch denne uge et interview med formand for Radio- og tv-nævnet, Søren Sandfeld Jakobsen. Her delte han sine perspektiver på, hvordan den danske medielovgivning ”slet ikke er fulgt med den digitale udvikling”.

Dom over outdoor-selskaber

Mandag slog Østre Landsrets i en dom fast, at outdoor-selskaberne Clear Channel og AFA JCDecaux i to perioder fra 2008 til 2015 har koordineret rabatter for deres salg af reklameplads. Afgørelsen mødes dog ikke med forståelse fra de to selskaber, der er landets største af sin slags, og de overvejer begge, hvad deres næste skridt nu skal være, fortalte de tirsdag

Represented by Bloggers Delight, som er et af landets største selskaber inden for influencermarketing og blognetværk, meldte onsdag at det etablerer endnu et bureau - nu med conent- og sociale medier-management, for at udvide sit tilbud til virksomheder og annoncører. 

Og efter investeringsselskabet FST Growth i 2022 for første gang solgte ud af sine ejerposter og dermed også sikrede sit første overskud, skal de tomme pladser i porteføljen nu udfyldes, mens der på sigt skal bygges mere volumen på med flere investeringer og salg, det fortalte adm. direktør Morten Andersen. FST Growth kommer i år formentlig ikke til at sælge projekter videre til nye partnerskaber. Derfor forventer direktøren heller ikke, at der i år vil lande et overskud på bundlinjen. 

Ugens tal

6,04 pct. Så stor en samlet lønstigning indeholder DRs nye to-årige overenskomst, som træder i kraft fra 1. juni.for fastansatte og 1. december for freelancere. 

Nyt på navnefronten

Steffen Raastrup tiltræder 1. juli som ny indholdsdirektør hos Bauer Media Danmark.

Rasmus Fisker starter den 1. juni som Managing Director for forretningsudvikling i GroupM.

Moderaterne har ansat Ulla Østergaard som kommunikationschef fra 1. juni.

Cecilie Lund Kristiansen er udnævnt som Politikens nye uddannelelsesredaktør. 

Cecilia Gave er tiltrådt som ny sportsdirektør i Viaplay Group.

Der er kommet nye ansigter til i bestyrelsen bag brancheorganisationen Danske Forlag - her er direktør for det Bonnier-ejede forlag Alpha, Birgitte Franch, ejer og chef for forlaget Pressto, Bjarke Larsen, samt forlagsdirektør for Syddansk Universitetsforlag Martin Lindø Westergaard, blevet valgt ind. 

Læst i andre medier

Twitter betyder mindre og mindre for nyhedsmediers trafik, og det er en udvikling, der startede før Elon Musk overtog platformen. Den tendens kan du læse om hos Pressgazette, hvor også de præcise trafiktab for en række store udenlandske medier fremgår.

Med ønsket om en god weekend,

MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også