Samlet opposition vil have lempelse af offentlighedsloven

I et brev kalder partierne på lempelser, der tager udgangspunkt i forslag, som Dybvad-udvalget er kommet med.
Dybvad-udvalget er nedsat af fagforeningen Djøf. I spidsen for det står den rutinerede tidligere departementschef Karsten Dybvad. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dybvad-udvalget er nedsat af fagforeningen Djøf. I spidsen for det står den rutinerede tidligere departementschef Karsten Dybvad. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
af ritzau

Den samlede opposition ønsker at lempe offentlighedsloven. Derfor sender de ni partier fredag et åbent brev til den siddende regering.

”Der er behov for mere åbenhed i det danske demokrati. Det er en af Folketingets og pressens fornemmeste opgaver at agere kontrolorgan for den til enhver tid siddende regering. Den siddende regering er imidlertid en flertalsregering,” lyder det i brevet.

”Når man har et absolut flertal i Danmark, så ligger der en større forventning om, at man praktiserer åbenhed. Ellers kan de lukke sig om sig selv,” siger Mai Mercado, retsordfører for De Konservative.

”Der skal ske forandringer, så man lettere kan kigge politikere og magthavere i kortene. Derfor er vi gået sammen hele folketinget rundt om regering,” siger hun.

Her kalder partierne på lempelser, der tager udgangspunkt i forslag, som Dybvad-udvalget er kommet med.

Dybvad-udvalget er nedsat af fagforeningen Djøf. I spidsen for det står den rutinerede tidligere departementschef Karsten Dybvad.

Udvalget har i en rapport undersøgt samspillet mellem politikere, embedsmænd og medier.

Konkret ønsker partierne, at den såkaldte ministerbetjeningsregel samt folketingspolitikerreglen ændres.

”I den sammenhæng kan der også være grund til at se nærmere på, om offentlighedslovens paragraf 28 om udlevering af blandt andet faktiske oplysninger i tilstrækkelig grad sikrer åbenhed om grundlaget for politiske beslutninger,” skriver oppositionen i brevet.

Derudover kalder partierne også på, at it-systemer indrettes på en måde, ”så de sikrer effektiv journalisering og i relevant omfang opbevaring af sms-beskeder med videre”.

Et tredje og sidste punkt i brevet lyder, at ministerier skal sikre, at aktindsigtssager behandles rettidigt.

”Og herunder om nødvendigt afsætter flere ressourcer,” står der i brevet.

I efteråret bebudede Konservative, at offentlighedsloven skulle strammes yderligere i forhold til chikane af offentlige ansatte. Det mener partiets retsordfører ikke står i strid med ønsket om lempelse.

”Det er den del, der gør, at man kan chikanere helt almindelige mennesker, der går på arbejde i den offentlige sektor,” siger Mai Mercado og nævner blandt andet sygeplejersker og politibetjente.

”Det er ikke i modstrid med, at vi gerne vil lempe på offentlighedsloven, så det bliver nemmere at se magthavere efter i kortene, eksempelvis aktindsigtsbegæringerne,” siger hun.

Det åbne brev er underskrevet af SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår