Palæstinensere vil have international retssag om drab på journalist

FN’s generalsekretær, António Guterres, er forfærdet over journalistdrab i Jenin på den besatte Vestbred.
Fredag blev der afholdt mindesceremoni for den dræbte palæstinensisk-amerikanske Al Jazeera-journalist Shireen Aku Akleh. | Foto: Mohamad Torokman/Reuters/Ritzau Scanpix
Fredag blev der afholdt mindesceremoni for den dræbte palæstinensisk-amerikanske Al Jazeera-journalist Shireen Aku Akleh. | Foto: Mohamad Torokman/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, afviser en fælles undersøgelse af drabet på en palæstinensisk-amerikansk Al Jazeera-journalist på Vestbredden sammen med Israel.

”Vi stoler ikke på dem,” siger han og gør det klart, at palæstinenserne vil tage sagen op ved Den Internationale Straffedomstol.

FN’s generalsekretær, António Guterres, giver udtryk for ”forfærdelse” over drabet på den palæstinensisk-amerikansk Al Jazeera-journalist Shireen Aku Akleh.

Han opfordrer ”de relevante myndigheder til at gennemføre en uafhængig og transparent efterforskning af episoden og sikre en retsforfølgelse af de ansvarlige”.

Generalsekretæren fordømmer alle angreb og drab på journalister og understreger, at pressens repræsentanter aldrig må være et mål for vold.

Den erfarne palæstinensisk-amerikanske journalist blev skudt i hovedet i en palæstinensisk flygtningelejr i Jenin onsdag morgen. Det arabiske medie Al Jazeera siger, at den 51-årige journalist blev dræbt af israelske soldater.

En palæstinensisk embedsmand siger, at journalisten blev ”snigmyrdet” af israelske soldater, mens hun dækkede en militærrazzia.

Israels premierminister, Naftali Bennet, siger i en udtalelse at det er ”sandsynligt” at væbnede palæstinensere løsnede de skud, som dræbe journalisten.

Israels forsvarsminister, Benny Gantz, var mere forsigtig i en kommentar onsdag aften.

”Vi efterforsker de militære enheder, som deltog i operationen, men vi har endnu ikke nogen konklusion,” siger han.

Det israelske militær siger ifølge Reuters, at israelske styrker havde skudt tilbage, efter at de var kommet under ”massiv beskydning” i Jenin.

Militæret tilføjer, at ”det er sandsynligt, og at det undersøges, at journalister kan være blevet ramt - muligvis af bevæbnede palæstinensere”.

Jenin ligger på den nordlige del af Vestbredden. Der har den seneste tid været flere militærrazziaer i byen på grund af stigende vold ifølge Reuters.

Shireen Abu Akleh var iført tøj, der viste, at hun kom fra pressen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også