Biden bander for åben mikrofon af journalist i Det Hvide Hus

Da en journalist fra Fox News spurgte ind til den høje inflation i USA, kaldte Biden ham en "son of a bitch".
Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau/Reuters

USA's præsident, Joe Biden, blev mandag fanget af en tændt mikrofon i at bande af en Fox News-journalist i Det Hvide Hus.

Det skete, efter at journalisten havde stillet et spørgsmål om den stigende inflations påvirkning på dette års midtvejsvalg i USA.

Da journalister blev vist ud fra et møde med Bidens konkurrenceråd, spurgte Peter Doocy, der er korrespondent for Fox News i Det Hvide Hus, om det var okay at spørge til inflationen, og om den er et politisk ansvar.

"Den er et stort aktiv, mere inflation," svarede Biden sarkastisk, tilsyneladende ikke klar over, at hans mikrofon stadig var tændt.

"Sikke en "son of a bitch" (søn af en kælling, red.)," tilføjede præsidenten.

Senere fortalte Peter Doocy til Fox News-værten Sean Hannity, at Biden en time senere ringede til ham og sagde, at "det er ikke noget personligt, kammerat".

Joe Biden tiltrådte som præsident i USA for et år siden. I den forbindelse lovede han at føre en hård kurs over for medlemmer af sin administration, som ikke viser respekt for andre.

"Hvis du nogensinde arbejder sammen med mig, og jeg hører, at du behandler en anden kollega respektløst eller taler ned til nogen, så lover jeg, at jeg vil fyre dig på stedet," sagde han i januar sidste år.

"Alle har ret til at blive behandlet med anstændighed og værdighed."

Bidens forgænger, Donald Trump, gik ofte til angreb på journalister ved pressemøder og vælgermøder til glæde for mange af hans tilhængere.

Peter Doocy, der længe har dækket Biden, bliver jævnligt peget på af præsidenten til pressemøder og stiller ofte skeptiske og kritiske spørgsmål.

Joe Bidens konkurrenceråd mødtes mandag, fordi det i øjeblikket overvejer at ændre regelværket, ligesom at det har lovet at hjælpe forbrugerne med at håndtere de høje priser.

De amerikanske forbrugerpriser steg i december og kulminerede i den største årlige stigning i inflationen i næsten fire årtier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også