MediaWatch

Debat: Zuckerberg er som Kviums baby, der leger med en pistol

Facebooks udelukkelse af redigerede nyhedsmedier i Australien viser, at koncernen ikke er moden til at forvalte egen magt. "Det er på tide, at nogle voksne tager over," skriver Christina Blaagaard, CEO for Teknologiens Mediehus i dette debatindlæg. Politikere og myndigheder bør trække sig mere fra platformen, mener hun.

Facebooks udelukkelse af redigerede nyhedsmedier i Australien viser, at deres magt er usund for demokratiet, skriver adm. direktør for Teknologiens Mediehus, Christina Blaagaard i dette indlæg | Foto: PR/Bonnier Publications

DEBAT | Ved nyheden om, at Facebook i sidste uge reagerede på en strid om betaling for links i Australien ved simpelthen at udelukke kritiske medier fra platformen, kom jeg til at tænke på et maleri af Michael Kvium, der viser en nøgen baby, der leger med en pistol. Med sin handling dokumenterede Mark Zuckerberg, at hans livsværk ikke er modent til at forvalte den magt, det har opnået. Det er på tide, at nogle voksne tager over.

Kviums billede er del af en serie, hvor babyen også leger med andre ting, men det må overlades til læserens videre research af respekt for kunstnerens ophavsret.

Nyheder fra kritiske publicister spiller "ikke nogen stor rolle" på Facebook, konstaterede techgigantens repræsentant i Danmark i forlængelse af striden.

Kulturminister Joy Mogensen reagerede ved at varsle lovmæssige nedslag mod techgiganten. Det er godt, og forude venter lange diskussioner om, hvem der bør betale for hvad, og hvem der egentlig har mest at vinde ved at få indholdet delt. Parkerer man et øjeblik den diskussion er det værd at hæfte sig ved betydningen af Facebooks handling, og hvad den i det store  billede kom til at sætte en fed streg under. 

I det øjeblik Facebook lukkede for de kritiske redigerede medier og overlod platformen til trolde, katte og konspirationsteoretikere, dokumenterede de i ét nu to ting, de til stadighed har benægtet: At deres magt er usund for demokratiet, og at deres fromme kærlighedserklæringer til samme demokrati ikke stikker dybere end en nysmeltet vandpyt. 

Mediernes ubetydelighed

Kun 4 pct af Facebook-brugernes opmærksomhed går med medieindhold, lyder det fra Facebook - altså ikke en væsentlig del, må man forstå. 4 pct af borgernes tid er måske ikke væsentlig for Facebooks forretning. Men for vores demokratiske samfund spiller den tid, borgerne bruger på kvalificerede nyheder, en væsentlig rolle for forskellen på en oplyst og en ikke oplyst offentlighed. 

Nieman Lab kunne døgnet efter, at Facebook trak tæppet væk under medierne allerede konstatere, at disses trafik styrtdykkede. Facebooks handling har altså demokratisk betydning, og techgiganten fik med sin aktion bevidst eller ubevidst dokumenteret, at deres magt kalder på regulering. 

Denne regulering bliver en lang rejse med flere spor, og det vil jeg vende tilbage til. For det kalder også på noget andet. Vil vi som medier og politikere optræde som de voksne i billedet med babyen og pistolen, behøver reguleringen ikke stå alene. 

Væk med statsministerens makrelmadder

Facebook er ikke stærkere end det indhold, vi som individer og organisationer lægger på platformen - noget Marc Zuckerberg selv vil medgive. I de seneste år har Facebook gentaget to paroler, der giver fin mening. For det første, at man mindre ønsker at være en nyhedsmaskine og i højere grad vil prioritere de ‘nære’ ting. For det andet, at man ønsker regulering fra folkevalgte. 

Lad os starte med den første del. Facebook har utvivlsomt ret i, at deres evne til at tjene penge ikke vil være markant svækket uden mediernes indhold. Men demokratiet vil. Med det in mente kunne man starte med, at demokratiets stærkeste vogtere - de folkevalgte - tog et medansvar for, hvordan man bruger platformen.

Mens Joy Mogensens udmelding i kølvandet på den australske sag er prisværdig, så kunne både hendes chef og en lang række andre politikere og offentlige institutioner passende vie en eftertanke til, hvad deres egen adfærd bidrager til og træde et skridt tilbage. Væk med statsministerens makrelmadder, public service institutioners hæmningsløse kærlighedsforhold til platformen eller meddelelse af væsentlige offentlige beslutninger direkte via amerikansk ejede virksomheder uden nogen form for hverken demokratisk intention eller økonomisk samfundssind i de samfund, hvori de agerer.

Politikere kunne vælge rigtige medier

Facebook har en ekstrem rækkevidde især i Danmark, der forholdsmæssigt er blandt de lande i verden, der har flest brugere på platformen. Det gør den til et attraktivt redskab for politikere til at nå befolkningen, og der kan også argumenteres for, at det jo må være en forpligtelse for de folkevalgte at nå ud til flest muligt.

en Facebooks generalieblad burde efterhånden være nok til, at det politiske Danmark genovervejer det tætte forhold til platformen. Ude i verden har Facebook adskillige gange bøjet sig for anti-demokratiske regimer og holdt dissidenter væk fra platformen for at kunne sikre sig ret til at drive forretning i disse lande. Alene det skulle normalt være nok til at udløse et politisk boykot.

Frie medier kræver finansiering for at researche og underbygge journalistisk indhold, der kan tale ‘sandhed til magt’. Derfor kunne politikerne med fordel - i stedet for at publicere deres budskaber direkte på Facebook - publicere dem på rigtige medier. 

Tag det fra Bill Gates

Jeg vil gerne slå fast her, at jeg ikke personligt nærer nogen ønsker om, at slå platformen ihjel. Som digitalt mediemenneske gennem over 20 år, kan jeg kun beundre den forretning, og den infrastruktur, der er opbygget. Jeg var selv blandt de første til for over 10 år siden at konstatere, at vi nok hellere måtte lære at køre på motorvejen i stedet for at forsøge at bygge vores egne. At historien skulle vise, at motorvejen uden regulering endte med et hav af misvisende trafikskilte og regulært trafikkaos er en anden sag, som vi siden har lært af.

Facebooks interesser og offentlighedens interesser behøver ikke at være modsatrettede. Problemet her og nu er, at Facebook med sin seneste magtdemonstration i Australien ikke har lagt handling bag deres selverklærede ønsker om regulering.

Mark Zuckerberg kunne tage imod råd fra hans forbillede Bill Gates, som forleden i New York Times’ podcast "Sway" over for værten Kara Swisher mindede om, hvor skadelig 90’ernes antitrust sager mod Microsoft havde været for virksomheden - simpelthen fordi det havde stjålet fra det fokus, som han selv og andre skulle have brugt på at udvikle virksomheden. Et godt råd fra en garvet techgigant til en yngre ditto; Samarbejde med demokratiske myndigheder frem for magtdemonstrationer. 

Reguleringens tre hjørnesten

Og hvor er det  så, Mark Zuckerberg med fordel kan samarbejde, hvis han, som rådgivet af Bill Gates ønsker at kunne fokusere på den fortsatte udvikling af sin virksomhed? De tre hjørnesten er ophavsret, konkurrenceret i forhold til e-handel og den største af dem alle; retten til persondata. 

Det ene område er det mest aktuelle og velbeskrevet i denne uge. Det handler om ophavsretten og striden om, hvorvidt man med udgangspunkt i denne kan kræve betaling for at bringe links, overskrifter eller mindre tekststykker på sociale platforme. Argumenterne her bliver hurtigt komplekse, men afgørende på spil er mediernes ret til at forhandle samlet i forhold til techgiganterne og omfanget og formen på viderebringelse af indhold. Der er ingen tvivl om, at skal man finde hinanden, kræver det, at techgiganterne ikke kun holder sig til deres forretningsmæssige rettigheder, men også erkender deres egen magt i demokratiet og handler derefter. Det skete så ikke i den forgangne uge. 

Så er der konkurrenceretten omkring det onlinebaserede privatforbrug (lige pt stort set alt privatforbrug). Her kommer vi ind på et område, hvor Margrethe Vestager allerede flere gange har været på banen over for Google, og hvor også Amazon og potentielt Facebook kan stå til konkurrenceretlige klø i fremtiden.

Rettigheden til egne data

Den sidste hjørnesten handler om brugernes rettigheder til egne data. I Italien har man flere gange idømt Facebook bøder for ikke tydeligt at informere brugerne om, at deres data anvendes i kommerciel sammenhæng. Det fremstår, at tjenesten er gratis. Det er, har de italienske domstole slået fast, ikke tilfældet, når dine personlige data er varen.

Samme problemstilling, som nok er den største og mest eksistentielle i problematikken omkring platformene, er påpeget af Shoshana Zuboff senest i et essay i New York Times, som taler om vores digitale liv og data som en "umistelig rettighed" på linje med menneskerettighederne.

Godtager man den præmis, er Facebook og andre platformes omgang med vores data i sagens natur problematisk. EU er med indførslen af persondataforordningen i 2018 et skridt længere end USA, men også i Europa er vi kun på en meget tidlig del af en erkendelsesproces for, hvad digitaliseringen reelt betyder for vores liv, og hvordan vi som samfund håndterer det.

"Sir, we run adds"

"Sir, we run adds". Sådan lød det korte og koncise svar, da Marc Zuckerberg for snart tre år siden blev spurgt til Facebooks forretningsmodel ved en høring i den amerikanske kongres.

Den udtalelse indkapsler meget fint ånden i Facebooks ageren, da man fjernede de australske publicister fra platformen i sidste uge. Og det står i skærende kontrast til ordene fra nordisk kommunikationschef Peter Münsters udtalelse i forlængelse heraf i MediaWatch: "Vi vil gerne have, at Facebook spiller en positiv og konstruktiv rolle i de demokratiske samfund, vi er en del af, og der er nyheder en del af ligningen."

Åbenbart ikke en større del af ligningen end, at mantraet “We run adds” kommer først.

Med sin magtdemonstration viste Facebook, at regulering er på tide. Men det kræver også at både politikere, myndigheder og medier selv aktivt gør, hvad de kan her og nu; At også politikere og myndigheder vågner op, erkender det usunde i Facebooks magt, og som voksne tager en beslutning om i højere grad at trække sig fra platformen.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs