SF: Langsommelige forhandlinger skader kulturlivet

Kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF) ærgrer sig over forhandlinger, kort tid før hjælpepakker udløber.
Charlotte Broman Mølbæk, kulturordfører, SF. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Charlotte Broman Mølbæk, kulturordfører, SF. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det går for langsomt. Alt for langsomt. Og det haster med støtte til kulturlivet, der i forvejen bløder.

Sådan er holdningen hos SF til de igangværende forhandlinger om coronarelateret støtte til kulturlivet, der foregår i Erhvervsministeriet.

Regeringens støtteparti havde håbet at kunne lande en aftale i dag, tirsdag, men sådan kommer det ikke til at gå, lyder det fra kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF).

"Status er, at vi sidder fast, og at alle hjælpepakker og kompensationer udløber på mandag. Og ingen ved, hvad de kan gøre ved den lange række af forestillinger og koncerter, som der er i efteråret."

"Det er simpelthen en helt urimelig situation," siger hun.

Kulturminister Joy Mogensen (S) oplyste 30. juli i et folketingssvar, at regeringen "i de første uger af august" ville indkalde til forhandlinger om økonomisk hjælp til kulturlivet.

Charlotte Broman Mølbæk mener, at regeringen har været for lang tid om at indkalde til forhandlingerne, som begyndte i sidste uge.

"Jeg foreslog allerede inden sommerferien, at man indkaldte til hasteforhandlinger. For så havde man tid både i idrætsforeningerne og på teatre og spillesteder. Så havde man mulighed for at tilrette sine aktiviteter og være klar til efterårssæsonen."

"Lige nu sidder alle og venter spændt på, hvordan næste uge kommer til at se ud. Hvor hurtigt de skal løbe, om alt skal aflyses, og om de overhovedet kan få penge ind for de billetter, de har solgt, og som de ikke kan komme til at afholde."

"Der sidder en hel masse danskere med billetter i hænderne og ikke aner, om de skal afsted eller blive hjemme. Det er en grotesk situation," siger Charlotte Broman Mølbæk.

Hun tør ikke give et bud på, hvornår en aftale kan landes blandt et flertal af Folketingets partier.

"Jeg havde jo håbet, at vi skulle lukke den i dag. Nu ser det ud til, at vi står lidt i stampe igen. Så jeg kan da frygte, hvad det her kommer til at betyde. For der er rigtig mange ting og elementer vi skal have arbejdet på plads."

"Og vi skal være grundige i forhold til de løsninger, så vi får lavet ordentlige bæredygtige løsninger, som folk kan arbejde videre med," siger hun.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også