Antallet af dræbte journalister er i år det laveste i 16 år

Verden over er 49 journalister og mediefolk blevet dræbt i år. Latinamerika er ligeså farligt som Mellemøsten.
Foto: Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

49 journalister og mediefolk er dræbt verden over i 2019. Det er det laveste dødstal i 16 år.

Det oplyser organisationen Journalister uden Grænser tirsdag. 

De seneste to årtier er omkring 80 journalister i snit blevet dræbt om året i forbindelse med deres arbejde. 

I år er det især i forbindelse med dækningen af konflikter i Yemen, Syrien og Afghanistan, at mange journalister har mistet livet. 

Men også i visse lande, som anses for at være fredelige, er antallet af dræbte journalister alarmerende højt. Det siger lederen af Journalister uden Grænser, Christophe Deloire. 

Alene i Mexico er ti journalister blevet dræbt i år. 

"Latinamerika, med totalt 14 dræbte journalister på tværs af kontinentet, er blevet lige så farligt som Mellemøsten," siger han. 

Mens færre journalister mister livet, så bliver flere spærret inde. I 2019 blev omkring 389 fængslet. Det er 12 procent flere end året før. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også