Medie: Det Hvide Hus vil frigive klage fra whistleblower

Whistleblower-klagen er blandt hovedårsagerne til Demokraternes beslutning om at indlede en rigsretsproces.
Foto: JONATHAN ERNST/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Foto: JONATHAN ERNST/REUTERS/RITZAU SCANPIX
AF RITZAU

Trump-administrationen vil frigive den whistleblower-klage, der er blandt hovedårsagerne til Demokraternes beslutning om at indlede en rigsretsproces.

Det siger en højtstående regeringskilde til det amerikanske medie Politico. 

Administrationen har hidtil nægtet at offentliggøre klagen, men forventer at frigive den senere på ugen. Det var whistleblowerens klage, der satte gang i kontroverserne angående Trumps mulige pres på Ukraine.

Flere amerikanske medier, herunder The Washington Post, kunne beskrive, hvordan en whistleblower i den amerikanske efterretningstjeneste havde slået alarm over et eller flere opkald, som præsident Trump havde haft med "en udenlandsk leder". 

Denne udenlandske leder er efterfølgende blevet identificeret som Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, ifølge blandt andet avisen The Wall Street Journal. 

Whistleblowerens klage blev betegnet som troværdig og presserende af Michael Atkinson, der er generalinspektør hos de amerikanske efterretningstjenester.

Klagen blev sendt til USA's efterretningschef, Joseph Maguire, der dog ikke sendte klagen videre til Kongressens efterretningsudvalg - hvilket han burde have gjort, mener det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus.

Formand for efterretningsudvalget, Adam Schiff, har krævet, at klagen bliver udleveret og har kaldt tilbageholdelsen for lovstridig. 

Klagen fra whistlebloweren skulle vise sig at være startskuddet til en større mængde afsløringer om Trumps kontakt med Ukraine. 

Det er senere kommet frem, at Trump i flere opkald med Zelenskij angiveligt skal have presset på for en undersøgelse af tidligere vicepræsident Joe Bidens søn, der har lavet forretninger i Ukraine. 

Biden er en af spidskandidaterne i Demokraternes primærvalg og dermed en mulig modstander ved præsidentvalget 2020. 

Ifølge The Washington Post skulle Trump angiveligt have tilbageholdt militærbistand for at øge presset på Ukraine. 

Trump har hårdnakket benægtet, at han har forsøgt at presse Ukraine - han har dog åbent erkendt, at han har talt med Ukraines præsident om Biden og sønnens ukrainske forbindelser. 

Det Hvide Hus meddelte tidligere tirsdag, at man også ville frigive transskriberingerne af Trumps samtale med Zelenskij. 

Ifølge præsidenten vil transskriberingerne vise, at det var "en venlig og helt passende samtale". 

I en række opslag på Twitter har Trump kaldt Demokraternes ønske om en rigsretssag og krav om efterforskning for en "heksejagt" og et udtryk for "præsidentiel chikane". 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også