Forhandlinger i Hollywood bryder sammen og forsinkelser fortsætter

Hollywood-strejken ser ud til at være gået i hårdknude, og fans må igen vente på ny sæson af Stranger Things.
The Walt Disney Company havde sendt sin topchef, Bob Iger, til det møde med manuskriptforfatterne, som sluttede efter blot 20 minutter. | Foto: Mario Anzuoni
The Walt Disney Company havde sendt sin topchef, Bob Iger, til det møde med manuskriptforfatterne, som sluttede efter blot 20 minutter. | Foto: Mario Anzuoni
Af Ritzau

Et lille håb blev tændt i midten af august, da de strejkende manuskriptforfattere i Hollywood modtog et nyt tilbud fra de store filmstudier.

Men tirsdag ser det håb ud til at være slukket og konflikten endt i hårdknude.

Efter blot 20 minutter udvandrede manuskriptforfatterne tirsdag aften fra et møde med toppen fra de store streamingtjenester Disney, Netflix, Universal og Warner Bros. Discovery.

”Det her var ikke et møde for at lave en aftale. Det her var et møde for at få os til at bukke under, hvilket er grunden til, at vi gik efter 20 minutter.”

Det skriver The Writers Guild of America (WGA), der er manuskriptforfatternes fagforening, i en meddelelse tirsdag efter mødet.

Manuskriptforfatterne har i over 100 dage strejket i kampen for bedre arbejdsvilkår i en branche, der er udfordret af kunstig intelligens og streaming.

Mandag modtog manuskriptforfatterne en invitation til et møde med toppen af de store streamingtjenester og Alliance of Motion Picture and Television Producers (AMPTP), der er underholdningsselskaberne organisation.

AMPTP er repræsentant for over 350 amerikanske filmproducenter og -studier.

Ifølge WGA var invitationen ledsaget af en besked om, at filmstudierne endelig var klar til at forhandle om en aftale.

”Vi mødtes i god tro i håb om, at virksomhederne var seriøst med at få branchen tilbage på arbejde,” skriver WGA og tilføjer:

”I stedet på den 113. dag for strejken - og mens SAG-AFTRA (skuespillernes fagforening) strejker på vores side - blev vi mødt med et foredrag om, hvor godt deres eneste tilbud er.”

WGA understreger, at det hele vejen igennem har været AMPTP’s intention ikke at forhandle, men deres strategi er, at de strejkende vil vende sig mod hinanden.

Den opfattelse deler AMPTP ikke.

”Vi er kommet til bordet med et tilbud, der imødekommer de vigtigste bekymringer, som forfatterne har udtrykt. Vi er dybt engageret i at slutte strejken og håber, at WGA vil arbejde mod samme løsning,” lyder det fra AMPTPs chefforhandler, Carol Lombardini, ifølge Reuters.

Den nuværende forfatterstrejke, som omfatter omkring 11.500 manuskriptforfattere, har ført til aflysninger af nye serieafsnit, forstyrret produktionen af tv til efteråret og standset arbejdet med store Hollywood -film.

Blandt serier, der er blevet forsinket på grund af strejken, kan nævnes HBO Max’ ”The Last of Us”, ”Stranger Things” fra Netflix og Disneys Star Wars-serie ”The Mandalorian”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix

Store streamere vil bremse canadisk bidragsmodel

For abonnenter

Læs også