Antallet af brugere på X når nye højder ifølge Elon Musk

Siden opkøbet af Twitter - nu X - har Elon Musk fyret tusindvis af medarbejdere og indført en ny strategi.
AF RITZAU

Det månedlige antal af brugere på det hedengangne sociale medie Twitter, der nu er kendt som X, slår rekorder.

Det hævder i hvert fald X-ejeren Elon Musk, der også er kendt som direktør og medejer af Tesla og rumfartsselskabet SpaceX.

I et opslag på X skriver Elon Musk, at de seneste opgørelser viser et brugertal på 540 millioner.

Siden selskabet bag Facebook, Meta, i starten af juli lancerede Twitter-konkurrenten Threads, har Elon Musk haft travlt med at forsvare X.

Elon Musk overtog Twitter, som han senere navngav X, i oktober sidste år efter en længere juridisk kamp med selskabets tidligere ejergruppe.

Efterfølgende har han fyret over halvdelen af dets 7.500 medarbejdere og forsøgt sig med en række nye tiltag på platformen.

Ifølge en udtalelse fra før Elon Musks opkøb og navneskift havde Twitter i maj 2022 229 millioner aktive bruger om måneden.

I november hævdede han at, at antallet var steget til 259,4 millioner.

Antallet af brugere på X er en vigtig parameter i Musks forsøg på at genvinde de reklameindtægter, som det sociale medie har mistet siden hans opkøb.

Han har dog også indført nye indtægtsstrømme i form af at gøre det blå flueben, en form for verifikation af en profil, til en betalingsordning. Før var det gratis.

I november introducerede han ordningen, hvor alle mod betaling af otte dollar - cirka 60 kroner - om måneden kan få mærket.

Det var i høj grad kendisser, journalister og politikere, der ved hjælp af det blå mærke kunne skille sig ud fra mængden på det sociale medie.

Ved at gøre det blå flueben tilgængeligt for enhver, der er villig til at betale otte dollar om måneden for det, ville Elon Musk ”demokratisere journalistikken og give magt til folkets stemme”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også