Endnu en nyhedsjournalist i Filippinerne er blevet dræbt

21 journalister er siden 2016 blevet dræbt i Filippinerne, der anses som et farligt land for mediefolk.
Arkivfoto, demonstration mod Dutertes krig mod narkoverdenen. | Foto: Dondi Tawatao/REUTERS / X04132
Arkivfoto, demonstration mod Dutertes krig mod narkoverdenen. | Foto: Dondi Tawatao/REUTERS / X04132
AF RITZAU

En filippinsk nyhedsjournalist ved navn Orlando Dinoy er blevet dræbt af skud i sit hjem.

Det oplyser politiet søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

En uidentificeret mand trængte ind i Orlando Dinoys lejlighed i byen Bansalan og dræbte journalisten med seks skud. Det oplyser den lokale politichef Peter Glenn Ipong.

Efterforskere er fortsat i gang med at finde et motiv til drabet.

"En af de vinkler, vi kigger på, er hans arbejde som medieperson. Men ingen har endnu givet os et konkret spor," siger Ipong.

Orlando Dinoy arbejdede for onlinemediet Newsline Philippines og var vært på radiostationen Energy FM.

Filippinerne regnes for et af de farligste lande for journalister at arbejde i. Siden Rodrigo Duterte blev indsat som præsident i 2016, er 21 journalister blevet dræbt. 13 af drabene er stadig uafklarede.

Duterte har ført en nådesløs krig over for alle, der er involveret i narkoverdenen, hvilket ofte har udløst kritik i medier og beskyldninger om tilsidesættelse af menneskerettigheder.

Chefen for det nationale politi har beordret en tilbundsgående efterforskning af det seneste drab og lover at beskytte medier mod angreb.

Den New York-baserede organisation Committee to Protect Journalists laver årligt en liste over de 12 lande, hvor journalister er i størst fare for at blive dræbt på grund af deres arbejde, og hvor drabene ofte sker, uden at gerningsmanden bliver straffet.

Siden listen første gang blev lavet i 2008, har Filippinerne været at finde på den.

På den seneste liste, der blev offentliggjort tidligere denne uge, indtager Filippinerne en syvendeplads.

Listen toppes af Somalia. Derefter følger Syrien, Irak, Sydsudan, Afghanistan og Mexico.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også