Utryghed er vendt til lettelse hos TV2 efter hektisk dag

16 TV2-medarbejdere er sendt i hjemmekarantæne, efter at coronavirusset har smittet en ansat på tv-stationen.
Foto: Martin Sylvest/Martin Sylvest /
Foto: Martin Sylvest/Martin Sylvest /
AF RITZAU

Dagen begyndte med utryghed, da TV2's medarbejdere mødte ind til et møde om, at en af deres kolleger er smittet med det berygtede coronavirus. 

Men utrygheden er torsdag aften efterhånden vendt til lettelse, lyder det fra Mikkel Hertz, nyhedsdirektør hos TV2, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt 16 kolleger til den virussmittede TV2-medarbejder i hjemmekarantæne.

"Vi holdt et nyt medarbejdermøde, da Styrelsen for Patientsikkerhed havde talt med alle, som kunne have været i kontakt med den smittede medarbejder."

"Der var en helt anden stemning end ved mødet om morgenen. Der var en stemning af lettelse," siger Mikkel Hertz.

Styrelsen for Patientsikkerhed er til stede hos TV2 igen fredag. Her kan medarbejdere, som eksempelvis er kommet i tanke om, at de har været i kontakt med den coronasmittede, blive rådgivet af styrelsen.

Men TV2's hovedsæde bør nu være "smittefri zone", understreger Mikkel Hertz.

Han betegner det som en "vild" og "hektisk" dag, som har været præget af usikkerhed. Usikkerheden er nok stadig til stede hos mange TV2-medarbejdere, påpeger Mikkel Hertz.

Men den skal tæmmes ved at kommunikere og dele alt nyt med medarbejderne, mener han. 

Han kan mærke en stor solidaritet mellem de ansatte på tv-stationen.

"Da det stod klart, at nogle skulle i karantæne, så var der kolleger, der tilbød at stille deres sommerhus eller andet til rådighed. Der er en stemning af, at vi nok skal komme igennem det," siger Mikkel Hertz.

Han ved ikke, om TV2 skulle have gjort noget anderledes undervejs i processen.

"Vi har gjort, hvad vi kunne," siger han.

TV2 har vist stor ansvarlighed, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der har haft fire mand til stede hos TV2 torsdag.

Her har de orienteret om virusset og talt med de cirka 100 medarbejdere, som måske kunne være smittet. 

Af dem er altså 16 sendt hjem i karantæne, fortæller overlæge og enhedschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri, som er en af de fire fra styrelsen, der har brugt dagen hos TV2.

"Der har ikke været nogen problemer med at få dem karantænesat. De har udvist meget, meget stor forståelse for situationen."

"Jeg er meget fortrøstningsfuld, i forhold til hvordan de tacklede hele situationen fra både ledelsens og medarbejdernes side. Der er vist stor ansvarlighed i forhold til at sikre, at sygdommen ikke spredes mere," siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også