DR kalder kritik i DF-politikers bog for uværdig

DF-profilen Anders Vistisen kritiserer danske journalister i Bruxelles for at være for EU-venlige – en kritik, som DR nu kalder for "uværdig og mange steder under bæltestedet".
Anders Vistisen er gruppeformand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet | Foto: Ritzau Scanpix/Jakob Jørgensen
Anders Vistisen er gruppeformand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet | Foto: Ritzau Scanpix/Jakob Jørgensen

Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, beskylder i en ny bog DR for at dække EU ukritisk, men nyhedschef i DR Nyheder Thomas Falbe mener, at kritikken er forfejlet. Det skriver Berlingske.

"Jeg synes, tonen i de uddrag, jeg har læst, er uværdig og mange steder under bæltestedet. Det er et meget uheldigt greb og en uheldig tendens at angribe navngivne journalister på den måde, og så mener jeg, metoden på lange stræk er tendentiøs," siger Thomas Falbe til Berlingske.

I bogen, der har titlen "Det store EU-bedrag – mediernes fortielser og fordrejninger", står især DRs EU-korrespondent Ole Ryborg for skud. Ifølge Anders Vistisen er det "som at få stukket en Bruxelles-folder i hånden", når Ole Ryborg rapporterer, og Ryborg omtales desuden som "præsident" for "Bruxelles-boblen", skriver Berlingske.

DRs nyhedschef mener, at mange af påstandene i bogen er decideret forkerte og ærgrer sig over, at Anders Vistisen ikke tog kontakt til DR inden. Desuden pointerer han, at hvis DR brugte lignende metoder, ville det blive dømt ved Pressenævnet, skriver mediet.

Planen er, at bogen om kort tid bliver husstandsomdelt til 240.000 danske hjem.

Løkke om DF-profils bog om dansk presse: "Man skal tale pænt"

DF-profil kritiserer dansk EU-dækning i bog til 240.000 hjem

DR udstikker to ambitioner for dækning af kommende valg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også