Ungdomsorganisation: Nyheder til unge skal være et krav for at få mediestøtte

Fremover bør det være et ufravigeligt krav for at få mediestøtte, at medier producerer nyheder målrettet unge, mener Dansk Ungdoms Fællesråd.

Fremover bør nyhedsproduktion målrettet og tilpasset unge indgå som en betingelse for at kunne få mediestøtte. Det skriver Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) formand, Kasper Sand Kjær, i et debatindlæg på Altinget.

Dansk Ungdoms Fællesråds er service- og interesseorganisation for 70 ungdomsorganisationer med 600.000 medlemmer. Organisationen mener, at der i dag stort set ikke findes en nyheds- og samfundsformidling, der matcher unges medieforbrug.

Derfor er det afgørende spørgsmål i de kommende medieforhandlinger, hvordan politikerne skruer et forlig sammen, som også bliver et "ungdommens medieforlig", mener DUF. En måde at sikre det på er at stille krav til både public service-medier og private medier.

"Medier, som tildeles mediestøtte, skal i dag leve op til en række krav, blandt andet i forhold til kultur- og nyhedsformidling. Fremover bør nyheder målrettet og tilpasset unge også indgå som et ufravigeligt krav, hvis man skal modtage mediestøtte, så vi sikrer, at vores medier leverer nyheder til hele Danmarks befolkning," skriver Kasper Sand Kjær i Altinget.

DUF mener desuden, at indhold produceret af unge til unge skal opprioriteres, at samfundsformidling og nyhedsstof målrettet unge skal udkomme bredere via andre platforme som for eksempel YouTube, og at fiktion om unges liv skal være en public service-forpligtelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også