Mecom har solgt Edda Media

Mecom har som forventet frasolgt sin norske avisforretning, Edda Media, til A-pressen for en pris på 1,725 mia. norske kroner. Det oplyser Mecom.
MediaWatch

Medieselskabet Mecom har skilt sig af med endnu en del af sin avisforretning. Det fremgår af en selskabsmeddelelse fra selskabet.

Denne gang har norske Edda Media, der anses for en af de mest lønsomme dele af Mecoms avisforretning, stået for tur. Køberen er norske A-pressen, som har betalt 1,725 mia. norske kroner (222 mio. euro).

Salgsprisen repræsenterer en værdi på 7,9 gange Edda Medias årsresultat før renter, skatter og afskrivninger i 2010 og 7,2 gange Edda Medias forventede 2011-resultat.

Salget skal endeligt godkendes af aktionærerne i Mecom og det norske ‘Konkurransetilsynet’. Hvis salget ikke bliver godkendt af aktionærerne, og Edda Media bliver solgt til en tredje part inden for tre måneder fra salgsaftalen er indgået, skal Mecom betale A-pressen et "break fee" på 100 mio. norske kroner til A-pressen, hedder det i selskabsmeddelelsen. I følge Journalisten.no vil det nye mediekoncern i alt sidde på 27,6 pct. af avisoplaget i Norge (700.000 eksemplarer), hvilket stadig er et stykke under den tilladte grænse på 33,3 pct. ifølge medieejerskabsloven.

Mecoms adm. direktør Tom Toumazis kalder Edda Medias salgspris for en attraktiv værdisættelse, der vil forbedre Mecoms balance, gøre det muligt med kontante udbetalinger til aktionærerne samt at fokusere på den fremtidige strategi og at investere i at forbedre rentabiliteten i den resterende del af Mecom.

Mecoms gæld får samtidig et ordentligt hak nedad fra at ligge på omkring 2,4 mia. kr. til omkring 600 mio. kr.

“Det (salget, red.) vil tillade Edda Media at få gavn af konsolideringen i det norske mediemarked og udkrystalliserer sig i substansiel værdi for Mecoms aktionærer. I tillæg til det og af vigtighed er jeg glad for at sige, at vi er blevet enige med A-pressen om, at vi fortsætter med at drive Sweetdeal sammen i Norge. Vi er også blevet enige om, at vi planlægger at udforske mulighederne for fælles investeringer i- og udnyttelse af digital produktudvikling. Denne alliance vil gavne begge selskaber og opretholde forbindelserne til det fantastiske team på Edda Media,” tilføjer Tom Toumazis i pressemeddelelsen.

A-pressens adm. direktør Thor Gjermund Eriksen udtaler sig også stærkt positivt om opkøbet og siger i meddelelsen, at A-pressen og Edda Media er et perfekt match, der vil styrke begge parter i det “udfordrende mediemarked”. Han understreger samtidig, at A-pressen har “lange og stolte traditioner” for at sikre den redaktionelle uafhængighed for sine medier, hvilket også vil blive respekteret i Edda Medias tilfælde. 

Siden 20. november har det stået klart, at Mecom ønskede at frasælge Edda Media. Ifølge Financial Times var køberen A-pressen og salgsprisen på 1,7 mia. norske kroner var også nogenlunde ramt rigtigt. Edda Media udgør cirka 20 pct. af Gruppens indtægter og en ligende andel af indtjeningen før renter, skatter og afskrivninger, ifølge Ft.com.

Edda Media omfatter 36 norske lokalaviser. Sidste år havde selskabet en omsætning på 2,1 mia. norske kr. og et driftsresultat på 129 mio. norske kroner.

Flere købere såsom Polaris Media og Orkla har ifølge norske medier også haft følere eller bud ude i forbindelse med handlen

Mecom har tidligere blandt andet frasolgt sine aviser i Tyskland, og solgte sig i sommer ud af polske Press Publica, hvor Mecom havde en aktieandel på 51 pct. Mecom har dog fortsat regionalaviser i Polen samt medieselskaber i Holland og Danmark.

Forlydender om Mecoms frasalg af Edda Media blev i sidste måned vel modtaget af aktieanalytikerne i Numis Corporation, fordi det giver Mecom en mere fokuseret forretning at satse på færre markeder. Analytikerne noterede sig dog også, at Edda Media er den mest attraktive del af Mecom på grund af det gode makroøkonomiske miljø i Norge og den høje andel af digitale indtægter.

A-pressen har i dag 2.900 ansatte, mens Edda Media har 1.350.

- TBH
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også