Få nyhedshistorier er brugerskabte

Historier som udspringer fra en blog, fra Facebook eller en læserhenvendelse udgør en mikroskopisk del af nyhedsstrømmen, viser ny undersøgelse.
MediaWatch

Hvert af landets større mediehuse producerer, redigerer og udvælger ugentligt omkring 1500 historier, men kun knap ti af dem er skrevet med inspiration fra blogs, sociale medier eller af tips fra brugere til redaktionen.

Det viser et nyt cand.public.-speciale om brugerskabt stof i medierne, som Martin Vestergaard, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, står bag.

"Med internettet og ikke mindst bloggens gennembrud omkring årtusindeskiftet blev der skabt en forventning om, at brugerne ville udfordre eller ligefrem overflødiggøre den etablerede journalistik. Men det er ikke sket. Det er fortsat de gamle mediehuse, der på godt og ondt producerer og leverer de mange nyheder, vi får ind via nettet, tekst-tv, aviser og magasiner, mobilen, radio og tv," siger Martin Vestergaard i en pressemeddelelse fra Journalisthøjskolen.

Årsagen til, at brugerne ikke bliver set som en guldgrube af viden for journalisterne er ifølge de redaktører Martin Vestergaard har interviewet, at der er for meget holdning og for få originale input fra brugerne.

"Den frie adgang for brugerne er ikke nok til, at de tager teten og udmanøvrerer journalisterne. Brugerne skaber meget nyt og spændende indhold på nettet, men det passer øjensynligt sjældent ind i en journalistisk sammenhæng," tilføjer han i pressemeddelelsen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også