Global: A-pressen-chef ønsker Edda-opkøb

A-pressen og Edda Media er et stærkt match - mener A-pressen, Huffingtonpost-stifter afviser net-betaling, og Britney er mere populær end Google-chef på Google+...
MediaWatch

 

A-pressen ser muligheder i Edda Media-opkøb
Rygterne om opkøb af Edda Media svirrer fortsat i norske medier, der har forsøgt at få ud af A-pressens koncernchef Thor Gjermund Eriksen, om det er nødvendigt for A-pressen at sælge sin halvdel af TV 2 Norge, hvis Edda Media skal opkøbes af Mecom. Det svarer han noget undvigende på, men bekræfter dog, at: “Vi er finansielt sterke nok til å kunne delta i de alternativene som det nå spekuleres i” til Kampanje.com. Fordelen ved et opkøb af Edda er, at selskabet passer til A-pressen, og at de sammen kan give lokale medier en god position - også på annoncemarkedet - samt styrke journalistikken, det lokale indhold og udviklingen.

Modeblogger tjener over 60.000 kr. om måneden
Bloggeren Blondinbella, hvis rigtige navn er Isabella Löwengrip, har publiceret sin lønseddel på sin blog, skriver Expressen.se. Den viser, at hun giver sig selv en løn på 61.700 kr. om måneden. Isabella Löwengrips blog har siden også udviklet sig til et trykt magasin. Så må man håbe, at årsregnskabet for hendes selskab kan bære de månedslønninger.

Huffington I: tror ikke på Schibsted-model
Mens medieselskaber i Norden såsom Schibsted vrider hjernerne for at finde betalingsmodeller for deres net-indhold, tror Arianna Huffington, der startede Huffingtonpost.com, på gratis-modellen, skriver Kampanje.com. Annoncekronerne går nemlig online og ikke længere bare til bannerannoncer, sagde hun til Schibsteds topchef Rolv Erik Ryssdal over en netforbindelse på en mediekonference arrangeret af Telenor i Norge. I AOL, der for nylig opkøbte Huffingtonpost, har man bl.a. udviklet et format, der minder om ugebladenes ‘glossy’ helsidesannoncer samt sponsorgenererede blogs og kommentarer. Det sker naturligvis på helt gennemsigtig vis, lød det fra Arianna Hufftington.

Huffington II: Hvad er mediepersonligheder taknemmelige for?
At de stadig har deres job? Nej, det svar lader ikke til at indgå i den spørgeundersøgelse Huffingtonpost sætter gang i hvert år i forbindelse med Thanks Giving. Personerne tæller blandt andre værter fra CNN og MSNBC, som nævner deres familie - og hvor glade de er for deres job.

Huffington III: Fluffingtonpost
Fluffingtonpost.com er navnet på et nyt site, der har specialiseret sig i nuttede dyr, og som bakkes op med flotte ord fra alle de store nyhedsudbydere på hjemmesiden, som muligvis er fabrikerede til lejligheden, omend sitet virker som om, det bliver opdateret. Det skriver Jezebel.com.

Egmont-ejet bladhus fylder 100 år i Norge
Aktieselskabet Hjemmet, der i dag har udviklet sig til koncernen Egmont Hjemmet Mortensen, har eksisteret 100 år i Norge i dag. I 2008 blev Egmont eneejer af koncernen Hjemmet Mortensen, der er Norges største bladudgiver. “100 års historie forpligter,” siger adm.direktør Olav T. Sandnes i en pressemeddelelse ifølge Na24.no. Ud over videreudvikling af mærkevarerne skal læsere og brugere have produkter de efterspøger, eller ikke engang ved, at de ønsker sig, tilføjer han.

Norge uddeler mediepriser
Medienetværket, Forum for kvinder i ledelse, har for 13. gang uddelt priser i Norge. Leder for TV 2 Net og udgavechef for TV2.no, Trine Fjellberg Falnes blev vinder af prisen ‘Årets talent 2011’, mens direktør for NRK, Annika Biørnstad, er kåret til ‘Årets kvindelige medieleder 2011’, ifølge Na24.no.

Britney Spears mere populær end Google-chef på Google+
Popsangerinden Britney Spears har nu næsten 740.000 følgere på Google+ og er dermed mere populær end den adm. direktør for Google Larry Page, skriver Searchengineland.com. Det skal de være glade for på Google+, skriver Atlanticwire.com: “Interest in celebrities means non-tech heads are at the very least joining the site,” lyder begrundelsen i forbindelse med at Google+ ikke har samme medvind som Twitter, Facebook og andre sociale medier.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også