Digital indtjening overhaler snart print på EB

Trods et buldrende oplagsfald er Ekstra Bladets tocifrede millionoverskud intakt p.g.a. digitale indtægter, siger JP/Politikens Hus adm. dir. Lars Munch.

De digitale indtægtsstrømme på Eb.dk har nået et niveau, hvor udsigten til, at de matcher printavisens, ligger om hjørnet. Tabet på printavisens dykkende oplag kompenseres af den digitale indtjening, siger adm. direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch.

“Ekstra Bladets oplagsfald er så stort, at det kræver, at man får andre indtægter. Men de er der allerede. Ekstra Bladet tjener stadig lige så mange penge, som Ekstra Bladet altid har tjent, fordi de digitale indtægter kompenserer for de tabte bladsalgsindtægter, formentlig som den eneste avis herhjemme,” siger Lars Munch, der vurderer, at det digitale overskud vil overhale print om få år.

”Inden for et par år tipper indtjeningen formentlig, og så tjener Ekstra Bladet lige så meget på det digitale som på print. Det er ikke håb og drømme, det kommer,” siger han.

Indtægterne kommer fra bannerannoncer, tv-reklamer og apps og fra sexsitet side6.dk og den trofaste Side 9-pige, der sælges i gallerier på eb.dk. Selvom Ekstra Bladets digitale omsætning er godt i vej, har avisen også indholdsbetaling på vej på det redaktionelle stof i tråd med JP/Politikens Hus strategi, men i andet omfang og model end morgenaviserne.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også