Global: Schibsted ruller digi-betaling ud

Schibsted laver Apple-inspireret betalingsselskab, NYT tester ‘stand-alone app’ for nicheindhold, Disney køber hipt bloggernetværk for mødre...
MediaWatch

 

‘Schibsted Payment’ skal håndtere digitale betalinger
Norske Schibsted har etableret selskabet Schibsted Payment, som skal udbrede tabloidavisens VG’s betalingsmodel på de digitale platforme til hele koncernen på en lige så gnidningsfri måde, som Apples betalingssystem. VG har nemlig allerede et system til betaling via sin Ipad-udgave VG+ som i første omgang skal overføres til pc og mobil og altså siden resten af koncernens digitale medieudgivelser. Det skriver Kampanje.com. Koncernen vil både eksperiementere med betalinger for enkelte artikler, abonnementer og klippekort. Der skal også udvikles en fælles betalingsplatform, som gør det muligt at genbruge indhold på tværs af aviserne, lyder det fra det nye selskabs direktør Dag Wigum.

Norske medier morer sig over VG-dækning
VG’s dækning af retssagen mod Anders Behring Breivik inkluderer blandt andet, at interviewe avisens egne reportere om, hvordan det er at være til stede i retssalen. Og det morer konkurrenterne. Forlagsredaktør Anders Heger skriver på Twitter: «I dag tenner vi et lys for VGs journalister, som har vært gjennom store prøvelser. Godt de får oppmerksomhet,» ifølge Journalisten.no, der også nævner, at kult-bloggen ‘Jævla bra byline’ ikke har kunnet dy sig for at udstille VG-dækningen.

NYT forsøger sig med “stand-alone app” for nicheindhold
Hvordan reagerer brugerne på en Ipad-app dedikeret til modestof fra New York Times? Det tester avisen i en gratisversion frem til slutningen af året, hvorefter app’en muligvis vil koste penge. App’en ‘The Collection’ er en slags eksperiment, siger avisen. Den vil også have indhold fra avisens internationale udgave ‘International Herald Tribune’, ifølge Wwd.com.

Disney køber “hipster mommy blog”
Babble Media der ikke umiddelbart lyder som om, det har så meget at byde på, er blevet købt af Disney, som har tiltro til bloggernetværket af hippe mødre. Det skriver Kara Swisher på Wsj.com’s Allthingsdigital, hvor opkøbet får denne kommentar med på vejen: “Disney described Babble as the “premier blogging platform for a new generation of connected parents.” To me, that roughly translates into Brooklyn-living, Bugaboo-pushing, organic arugula-eating, yoga-calm moms and sensitive New Age dads”. Men de lyder da også som en attraktiv målgruppe at satse på...

Ny rapport: Færre redaktionelt ansatte, mere netindhold
En ny rapport om redaktørers holdninger fra Society of Editors viser, at andelen af redaktionelle medarbejdere er faldet med 29 pct. siden 2007, mens det digitale medieindhold er vokset med 163 pct. Det skriver bloggeren Jon Slattery. Det giver svære vilkår for innovation, ifølge flere af de adspurgte redaktører. De skulle også byde ind med, hvad deres første handling ville være, hvis de bestemte over deres medieselskab. "Focus on quality of writing - the most old fashioned skill of all", lyder en af dem ganske simpelt.

Vintage-tv hitter
Det er velafprøvede formater som X Factor, Fort Boyard og lokale udgaver af hitserier som 'Desperate housewives', der sammen med store dramaserier får seerne til at klæbe til skærmen i primetime. Det skriver Lefigaro.fr, som har undersøgt hvilke primetimeprogrammer, der har hævet seerandelen betragteligt i ind- og udland. DR1's Broen er også nævnt som et godt eksempel, der tyder på, at færre skæve formater og flere traditionelle historiefortællinger, er det seerne vil have.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også