Danske journalistlønninger er meget højere end i Sverige, og de bør være et tema i mediestøttedebatten. Det mener landets nye kulturminister Uffe Elbæk (R), som i går var gæst på en mediekonference, og som står i spidsen for den nye høring om støtten.

Den holdning vinder ikke gehør i Dansk Journalistforbund, hvor formand Mogens Blicher Bjerregård mener, Uffe Elbæk tager fejl.

“Ingen af delene er korrekte. Når en arbejdsgiver betaler en løn til en ansat i Sverige, skal cirka 50 pct. af lønnen lægges oveni til sociale afgifter. Så en svensk løn skal ganges med halvanden i forhold til en dansk løn. Desuden har norske journalister højere lønninger end i Danmark, og der går det jo bedre for medierne. Så sammenligner vi os med de to lande, er vi ikke lønførende. Vi er heller ikke fulgt med de lønstigninger, andre faggrupper har haft, så derfor er jeg ikke enig i, at lønningerne er høje,” siger Mogens Blicher Bjerregård.

Han henviser til, at en bruttoløn for et DJ-medlem på ti år er steget med 27 pct., mens den for en funktionær er steget med 42 pct., ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings statistik.

Er det ikke bare et udtryk for, at journalistlønningerne i udgangspunkt har ligget højt - når man sammenligner med andre faggrupper med lignende uddannelsesmæssig baggrund, er det jo vellønnet at være journalist?

“Man kan diskutere, hvad en lignende uddannelsesmæssig baggrund er, for der bliver stadigt flere akademikere, som er journalister. Jeg forholder mig til de faktiske tal, og de viser, at der ikke er grund til at mene, at journalistlønningerne er for høje.”

Kulturministerens sammenkædning af journalistlønninger med mediestøttereformen, som Mogens Blicher Bjerregård har været med til at skrue sammen i den såkaldte Dyremose-rapport, falder det heller ikke i god jord hos DJ-formanden.

“I Udvalget var det et tema, om støtten ville få betydning for lønudviklingen. Det blev vi enige om, at den ikke har, fordi lønnen fastsættes ved forhandlingsbordet mellem arbejdsmarkedets parter. Der er også tre støttelofter som regulerer, hvor meget støtte det enkelte medie kan få. Man kan for eksempel ikke få støtte til mere end 35 pct. af de redaktionelle udgifter, og der er et loft for, hvor meget støtte det enkelte medie kan modtage i alt, og det loft har de store mediehuse, som det primært drejer sig om i løndiskussionen, allerede nået,” siger Mogens Blicher Bjerregård.

Men har Uffe Elbæk ikke en pointe i, at journalistlønninger også er politikernes sag, når nu medierne får offentlig støtte? Han har vel lov til at interessere sig for lønniveauet?

“Jeg vil ikke fratage ham muligheden for at interessere sig for hverken det ene eller det andet, men de udsagn, han kommer med, holder ikke vand. Derudover aftales lønniveauet i Danmark mellem arbejdsmarkedets parter, som ved forhandlinger selv finder ud af, hvad lønnen skal være. Det er vi godt tjent med.”

Det er blandt andet de lokale aftaler i mediehusene, som medarbejderne har forhandlet sig til, der får lønningerne i vejret. Har I ikke som forbund et ansvar for, at de i nogle tilfælde er blevet så lukrative?

“De aftaler er forhandlet mellem to ligeværdige parter, og de svarer til den pris, som er den rigtige på det pågældende sted. Det særlige ved vores system er, at det er tilpasset de enkelte arbejdspladser, og de individuelle lønforhandlinger bygger på den enkeltes kvalifikationer. Der har vi været langt fremme med at erkende, at vores medlemmer får forskellig løn, og det lever vi fint med.”

Risikerer nogle af de gode lokale aftaler, som gavner få journalister at hindre, at der er råd til at ansætte nye og billigere journalister?

“Det er ikke mit indtryk.”

Er det realistisk, at journalister kan bevare det høje lønniveau, de generelt har i dag?

“De har nogle aftaler og vilkår, som passer til de arbejdspladser, de er på. Når den ene part synes, aftalerne skal forhandles, bliver de det. Det finder man ud af at gøre lokalt, og jeg er meget tryg ved, at vores forhandlere og tillidsfolk rundt omkring, finder de rigtige løsninger i samarbejde med arbejdsgiverne.”

- TBH