DR skal af med 4,8 mio. kr. til Reuters

Østre Landsret har fastslået, at DR skal betale fire års abonnementsafgift til Reuters, fordi DR har brugt bureauets nyhedsklip uden at have rettighederne til dem.
MediaWatch

I 19 tilfælde har DR brugt tv-klip fra Reuters, som man ikke havde rettigheder til. DR skal nu bøde for den uberettigede brug og betale et vederlag, som svarer til prisen på et årsabonnement hos Reuters for hvert af de fire år, skriver DR i en pressemeddelelse.

Det løber op på en bøde på 4,8 mio. kr. ifølge Bt.dk.

De 19 internationale tv-klip har DR modtaget via det fælles europæiske EVN-samarbejde (Eurovision News Exchange), og de blev brugt i nyhedsprogrammer på DR’s kanaler i perioden 2005 til 2008.

Årligt modtager DR 45.000 klip fra tv-samarbejdet, hvoraf nogle er til gratis brug, men i de 19 tilfælde var der tale om klip, som var kategoriseret som "Reuters eksklusiv materiale" og krævede en abonnementsaftale, som DR ikke havde.

Men det var ikke med vilje, ifølge DR, som pointerer, at brugen af de 19 Reuters-klip skyldes “uforvarende fejlskøn” i forbindelse med læsningen af kildeinformationer, copyright og restriktioner. Ikke mindst fordi journalisterne fra tid til anden arbejder under et stort tidspres, når de internationale nyheder breaker, skriver DR.

Nyhedsklippene er på mellem tre sekunder og et minut, så en lavere klip-pris måtte være vederlag nok, mente DR, mens Reuters - og nu også Østre Landsret - har fastslået, at en abonnementsafgift for hvert af de fire år var rimelig.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også