Webtrafik: Bazoom ind blandt top 25 udgivere

Valgmåneden gav tv- og dagbladshuse et solidt løft på nettet, hvor Johnny Laursens Bazoom.dk også melder sig blandt de 25 største udgiverhuse, målt på brugertal.

Tv- og dagbladshusene gik ud af tredje kvartal med en slutspurt på nettet, viser brugertallene fra september fra FDIM's udgiverliste. September var den store valgmåned, og det har formentlig haft sit at sige for mediehusenes vækst på listen over top 25 udgiverhuse i september.

JP/Politikens Hus steg godt 100.000 brugere og sidder stadig tungt på pladsen som den største trafikgenerator blandt de danske mediehuse. Berlingske Media har imidlertid ædt sig godt ind på konkurrenten i løbet af 2011 og selvom huset i Pilestræde i september stadig er en kvart million brugere fra JP/Politikens Hus - er det væsentligt tættere løb end i september sidste år, hvor Berlingske Media var nede på knap 1,7 mio. brugere og afstanden til de JP/Pol-ejede sites var på omkring en halv million brugere.

Valgindsatsen på TV 2 og DR gav også pote på nettet - begge oplevede en markant fremgang på næsten 200.000 brugere i forhold til september 2010. Blandt de regionale mediehuse er det kun Fynske Medier, der klemmer sig ind på top 25, men de fynske sites formåede også at "kapitalisere" på valgmåneden med en vækst på godt 60.000 brugere i september.

Manden bag Benjamin Medier, Johnny Laursen, har sammen med den tidligere Benjamin Medier-direktør, Jan Lehrmann, og tidligere direktør for Bilbasen, Kenneth Andersen, kastet sig over et nyt projekt med sommerens opkøb af portalen Bazoom.dk, der kombinerer markedsplads og forum inden for en lang række populære kategorier som motor, hus og have, livsstil og dyr. Bazoom.dk var ikke tilmeldt FDIM-målingerne sidste år, men har placeret sig solidt blandt de 20 største udgiverhuse på listen siden i sommer - i september med et brugertal på godt en halv million.

- LR 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også