MSN ind på social shopping-markedet

Microsofts MSN er som det seneste store site også gået ind i konkurrencen om daily offer-markedet online - i samarbejde med Dagens Bedste.
Cecilie Thorup

Af Cecilie Thorup

For få dage siden trådte et samarbejde i kraft med MSN og Dagens Bedste. MSN åbnede deres eget ’Dagens MSN Tilbud’, der dagligt sender tilbud ud til tilmeldte brugeres mailbokse.

”Fra et redaktionelt synspunkt passer social shopping rigtig godt ind i vores univers. Vi har i forvejen stor fokus på både at bruge især Facebook aktivt og har også netop lanceret en ny spiludbyder, der udelukkende har spil, man kan spille med vennerne på Facebook,” siger Ulrik Krag, country manager for Microsoft Advertising.

”Der ligger et grundigt forarbejde bag beslutningen om at vælge netop Dagens Bedste som partner inden for social commerce. Vi kunne se at den type indhold performer rigtig godt på MSN i en række andre lande, så vi lavede en analyse af de lokale udbydere i Danmark. Vi overvejede også internationale partnere, men Dagens Bedste passede bedst – både i forhold til bredden i og kvaliteten af deres tilbud og deres geografiske rækkevidde,” siger Ulrik Kragh.

Ifølge Peytz & Co., der sender nyhedsbreve ud for Dagens Bedste, sender sitet op mod to millioner nyhedsbreve ud om dagen på globalt plan.

Men Ulrik Kragh vil heller ikke udtale sig om mere konkrete kommercielle forventninger til samarbejdet.

”MSN.dk er en portal, der tilbyder brugerne en lang række indholdsområder såsom Gossip, Danmarks største kvindeunivers, dating, nyheder osv. Så det faldt os naturligt også at tilbyde denne service til vores 1,3 mio. månedlige brugere. Vi har naturligvis forventninger til samarbejdet og monitorerer udviklingen intenst, ligesom vi udnytter de erfaringer, MSN har haft i andre lande som f.eks. Sverige.”

Hos Dagens Bedste bekræfter man, at aftalen har været lang tid undervejs.

”Det har været en enorm lang proces på ca. et år at få aftalen på plads,” siger Peter Post Lundsgaard, stifter og ejer af Dagensbedste.dk.

”Jeg har kæmpe forventninger til aftalen. MSN er et enormt amerikansk brand, som har potentiale til at nå ud til en masse nye mennesker,” siger Peter Post Lundsgaard, der ikke vil nærmere ind i tal- og omsætningsestimater.

”Jeg kan sige, at jeg ikke har nogen forventninger om at ændre ved vores placering som Danmarks tredjestørste daily offer-site. Vi vil opleve en vækst, men branchen vil generelt vækste i sådan grad i den nærmeste fremtid, at det ikke vil være på bekostning af andre,” forudser han.

Ud over MSN har Dagens Bedste også indgået aftaler med MetroXpress, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, DK4, Bold.dk, De Gule Sider, Jubii, Benjamin Media og en lang række lokale aviser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også