Knudsen: Vi strammer op på debatten

En ny uge er begyndt efter en weekend, der har stået i chokkets og sorgens navn på grund af tragedien i Norge. På Berlingske får tragedien to redaktionelle konsekvenser, siger ansv. chefredaktør Lisbeth Knudsen, der i lighed med andre mediechefer i de kommende dage svarer på tre hovedspørgsmål i relation til tragedien.
MediaWatch

En ny uge er begyndt efter en weekend, der har stået i chokkets og sorgens navn på grund af tragedien i Norge. På Berlingske får tragedien to redaktionelle konsekvenser, siger ansv. chefredaktør Lisbeth Knudsen, der i lighed med andre mediechefer i de kommende dage svarer på tre hovedspørgsmål i relation til tragedien.

Hvordan undgår I som medie at blive "nyttige idioter" for gerningsmandens Breiviks budskaber i omtalen af eksempelvis hans manifest?

"Vores opgave er at skildre virkeligheden, og det betyder, at når der er en så usædvanlig en sag som denne og et så udsædvanligt dokument som Anders Breiviks manifest, skal vi videregive til vores læsere, hvad der står. Vi har valgt ikke at have et link til hele manifestet på sitet, fordi vi ikke ønsker at medvirke til at videreformidle bombeopskrifter eller konkrete terrormål. Men vi citerer lange passager fra manifestet, som vi sætter ind i en kontekst, så man dels kan forstå, hvad det er for vanvittige motiver, der driver manden, dels kan forstå de dramatisk døgn op til begivenheden, og hvad det er for en personlighed han er. Vi vil absolut skildre for offentligheden, hvad der står i manifestet, men vi gør det i en perspektiveret form og i kontekst."

Har den hårde debat om islamisme medvirket til at bane vejen for ugerninger som Breiviks - og i så fald hvilket ansvar har medierne?

"Jeg bliver meget ofte rystet over, hvad der foregår i danske debatfora. Man må undre sig over, hvad der rører sig i hovedet på nogle af dem, der, som regel anonymt, optræder på dem. Derfor har vi, foranlediget af det der er sket i Norge, taget den beslutning, at vi strammer op på administration og redigering af vores debatfora ud fra den betragtning, at vi ikke vil lægge navn og websted til en debat, som går langt ud over injuriegrænserne, og for hvad man må opfatte som en karsk men anstændig debat."

Skulle I som medie have gjort det noget før og har I et medansvar?

"Det må i hvertfald mane til eftertanke, at den type synspunkter får alt for meget plads på blogfora hos Berlingske og andre medier i forhold til den plads, de har i den danske offentlighed. Der må gerne være en skarp debat, det hører med til ytringsfriheden, at man kommer med stærke meninger og holdninger, men når grænserne bliver overskredet har det to virkninger: Det kan inspirere nogen, selvom det nok er de færreste, der går de ekstreme veje, men det værste er, at ekstreme ytringer afholder andre fra at deltage i debatten, fordi de ikke har lyst til at blande sig i en debat, der er stærkt racistisk eller injurierende over for bestemt politiske synspunkter. Ekstremismen tror jeg ikke har stor grobund i Danmark, men der skal kun et galt menneske til, at der sker en forfærdeligt som tragedien i Norge."

Hvad er den vigtigste lære hidtil af jeres dækning af tragedien i Norge?

"Vi skal i lige så høj grad interessere os for andre former for ekstremisme som den islamistiske. Den lære tror jeg alle medier kommer til at drage, og vi skal passe på med ikke med det samme at konkludere, at det nok er Al-Qaeda, der står bag, når sådan noget sker. Det var vi forsigtige med i modsætning til nogle af vores kollegaer. Ifølge Europol (det europæiske politisamarbejde, red.) er andre former for separatisme og ekstremisme årsag til flere terrorhandlinger end islam i Europa. Derfor skal vi som medier have større fokus på, hvad der sker i andre miljøer end de islamistiske. Dernæst vil vi gerne bidrage til, at vi får en mere seriøs, skarp, bramfri debat, som ikke bliver ødelagt af ekstremistiske ytringer".

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også