JydskeVestkysten laver digital aviskiosk

Syddanske Medier har lanceret en digital udgave af dagbladet JydskeVestkysten som app til Ipad og Iphone, der tager højde for de ni lokaludgaver.
MediaWatch

JydskeVestkysten er klar med en ny avis-applikation, der har været et stykke tid undervejs, før man fandt en løsning, der tager højde for, at avisen udkommer i ni lokale udgaver med forskellige lokaltillæg og forsider.

"Derfor var det i første omgang ikke helt nemt for os at finde løsningen på, hvordan vi kunne opbygge en app, der tager højde for mangfoldigheden og præsenterer den for brugerne i en overskuelig form,” siger onlinedirektør Peter Gram i en pressemeddelelse.

Inspirationen fandt Syddanske Mediers udviklingschef i onlineafdelingen, Per Gylling, hos Springer-koncernen, hvis tabloidavis 'Bild Zeitung' også udkommer i en række regionalt forskellige udgaver.

Springer har til det formål skabt den såkaldte iKiosk, hvor koncernens forskellige publikationer bliver præsenteret som forsider i et digitalt bladstativ, hvor brugerne så kan købe den enkelte avis separat via betaling i app’en (in app purchase).

”Det var oplagt for os at skele til den tyske løsning, der samtidig giver mulighed for på sigt at udvide sortimentet i ”kiosken” med andre produkter fra både vores egen virksomhed og andres. Så den oprindelige udfordring har faktisk betydet, at vi endte med at få en app med flere kommercielle og publicistiske muligheder end de fleste af vores kolleger,” siger Peter Gram.

En lignende løsning gik flere franske dagbladsudgivere for nylig sammen om.

App-avisen svarer nøjagtig til papirudgaven, men har derudover søgefunktion, adgang til tidligere app-aviser.

Prisen for en dags adgang til alle JydskeVestkystens ni lokaludgaver via Iphone eller Ipad er 18 kr, mens en måneds adgang koster 249 kr. De priser tager højde for det høje omkostningsniveau, der stadig er ved avis-app’s, selvom udgiveren sparer tryk og distribution. 30 pct. af omsætningen skal nemlig afleveres til Apple mod at være til stede i App Store og Itunes. I modsætning til papiravisen er der også moms på de digitale udgivelser.

Næste trin i Syddanske Mediers app-strategi er en tilsvarende løsning til Googles styresystem Android.

Virksomheden Visiolink har leveret selve teknikken og står for den daglige, tekniske håndtering af indholdet, oplyser Syddanske Medier.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også