Fashionforum.dk tror på overlevelse

Ved udgangen af 2011 kan modebranchens fagmedie på nettet fashionforum.dk lukke, da midlerne til Modezonen, som støtter sitet, udløber - men konstitueret chefredaktør Naja Helene Hertzum tvivler på, at det sker. Sitet har nemlig ifølge hende fået fat på den kritiske masse af cirka 20.000 brugere i branchen, som succeskriteriet lød på.
Tine Brødegaard Hansen

Ved udgangen af 2011 kan modebranchens fagmedie på nettet fashionforum.dk lukke, da midlerne til Modezonen, som støtter sitet, udløber - men konstitueret chefredaktør Naja Helene Hertzum tvivler på, at det sker. Sitet har nemlig ifølge hende fået fat på den kritiske masse af cirka 20.000 brugere i branchen, som succeskriteriet lød på.

“Jeg tror, at det skal gå meget galt for, at vi ikke fortsætter. Vi får at vide fra modebranchen, at vi er det medie, de ikke vidste, at de manglede. Det virker også omsonst i at poste mange penge i at udvikle en platform som fashionforum.dk for så at lukke det ned igen,” siger Naja Helene Hertzum, der får titel af business redaktør, når chefredaktør Carla Christine Bruus Strube er tilbage fra barsel denne sommer. Derudover består redaktionen af en universitetspraktikant og en studentermedhjælper.

Kan blive kommercielt
Alt fra reklamer til jobannoncer er gratis på fashionforum.dk. Sitet bliver finansieret af Erhvervs- og Byggestyrelsen, der i 2008 satte fokus på forskellige industrier og oprettede 'Modezonen' for at styrke branchens videndeling og konkurrenceevne. Derudover er fire designskoler, Danish Fashion Institute, Dansk Erhverv, Region Hovedstaden, Eksportrådet, CBS og andre parter også involveret.

Flere fremtidsscenarier for fashionforum.dk's overlevelse er i spil og gælder blandt andet, at modebranchen selv spytter i kassen til sitets overlevelse, og at mediet udvikler sig kommercielt.

“Det er en mulighed at tage penge for vores forskellige tjenester på sigt, i øjeblikket er vi i en udviklingsfase, hvor vi overvejer alle muligheder. Og vi vil gerne have, at fasionforum.dk bliver Danmarks svar på Women’s Wear Daily (anset amerikansk modebrancheblad og site, red.). Vi taler også meget om, hvordan vi kan servicere branchen yderligere, og vi har en masse projekter i pipelinen, som det er for tidligt at fortælle om,” siger Naja Helene Hertzum, som ikke er meget for at bygge en betalingsmur om sitet, da betaling kan være en hindring for mindre virksomheder.

Print er ikke afgørende
Hun er til gengæld ikke særligt optaget af, hvorvidt fagmediet til modebranchen en dag udkommer på tryk.

“Jeg ser ikke særlige fordele i at udkomme som trykt medie. Det vil kræve meget research og tid, så vi ikke ville have tid til at opdatere nettet, og det, tror jeg, har mere værdi for vores læsere, for der veksler vi mellem både korte nyheder og længere interview,” siger Naja Helene Hertzum.

Hun har skrevet om mode og forretningssiden af branchen for blandt andet Dagbladet Børsen, Citadel og CPH Vision, mens Carla Christine Bruus Strube i højere grad dækker mode fra et kulturperspektiv.

Børsen dækker fortsat forretningsiden af branchen, men det er ikke nok til at opveje et fagmedies dækning, mener Naja Helene Hertzum.

“Børsen omtaler kun virksomheder af en vis størrelse som Bestseller, BTX og IC Companys. Vi vil også gerne bringe regnskaber fra mindre selskaber, som flere i branchen kan sammenligne sig med. Men vi skal også stille skarpt på mode som kulturinsitution, sådan som det er lykkes for arkitekturen at manifestere sig. I dag dækkes mode mest som forbrug eller som regnskaber, vi vil gerne fokusere på de kulturelle aspekter af mode, og at mode gennemsyrer vores liv,” siger Naja Helene Hertzum.

Senest har en blog på sitet startet en debat om relationen mellem bloggere og de etablerede magasinhuse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også