Netdoktor: DR-podcasts er uheldige

Dr.dk har netop lanceret 'Fødselsklar', der er en serie korte podcasts med svar på spørgsmål om graviditet og fødsel. Der er tale om 17 små videoindslag, som DR har produceret i samarbejde med Rigshospitalet. Det var DR-medarbejdere Mille Fridal Illemann og Sanne Strøh Andersen, der fik idéen til produktionen, da de selv var gravide for et par år siden, men podcast-serien er først blevet til virkelighed i år.
Per Fanefjord Laursen

Dr.dk har netop lanceret 'Fødselsklar', der er en serie korte podcasts med svar på spørgsmål om graviditet og fødsel. Der er tale om 17 små videoindslag, som DR har produceret i samarbejde med Rigshospitalet.

Det var DR-medarbejdere Mille Fridal Illemann og Sanne Strøh Andersen, der fik idéen til produktionen, da de selv var gravide for et par år siden, men podcast-serien er først blevet til virkelighed i år.

Ifølge DR Medieforskning er der generelt stigende interesse for DR's sundhedshjemmeside, dr.dk/sundhed, der satte ny besøgsrekord med 309.000 besøg i marts måned.

Genrejser kritik af DR
DR’s brugersucces og podcast-produktioner vækker imidlertid alt andet end jubel hos sundhedssitet Netdoktor.

Netdoktor.dk gik i sin tid, da dr.dk/sundhed blev oprettet, i samarbejde med DR, fordi Netdoktor fandt, at en portal, hvor danskerne havde adgang til alt væsentlig sundhedsinformation, var en god ide.

I dag er Netdoktors direktør Rikke Esbjerg knap så begejstret, og DR’s seneste initiativ vækker en gammel kritik til live.

“Dr.dk/sundhed er tilsyneladende på vej væk fra den oprindelige vision og producerer selv i stigende grad indhold om sundhed. Det er forståeligt, at redaktionen på dr.dk/sundhed føler behov for at profilere sig i et hus, hvor det i høj grad handler om egenproduktion, men i realiteten er det jo ulige konkurrence om brugerne baseret på licensmidler,” siger hun. 

Tilbage til reel public service
Rikke Esbjerg håber, at dr.dk/sundhed vil vende tilbage til deres oprindelige vision om at være portalen, der samler al information om sundhed.

“Det er de de eneste, der kan gøre, og det er dermed en reel public service opgave. Til gengæld skal DR så lade os andre om at stå for produktionen af konkrete onlineprodukter til brugerne."

Sundhed var stridspunkt i 2009
Netop sundhedsområdet på dr.dk blev i 2009 et omdrejningspunkt for diskussionen af DR’s ageren online og ønsket om at indføre "ægte" værditest af DR’s nye tiltag.

Sundhedsportalen blev af flere fremhævet som et initiativ, som DR burde overlade til private aktører. Men Radio- og tv-nævnet godkendte i september 2009 sundhedsportalen - den gang baseret på en værditest, som DR selv havde udført.

Medieforliget i 2010 introducerede værditest, der gennemføres uden for DR-regi. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også