"Sid helt stille og stir godt og grundigt på Google"

DR2's 'So ein ding'-Nikolaj Sonne er i disse dage på en af verdens største mobil-messer i Barcelona - her er, hvad mediebranchen bør lære af den.
MediaWatch

I disse dage svømmer Barcelona over med smartphones-producenter og udviklere fra hele verden, som er samlet til “Mobile World Congress” i Barcelona. En af deltagerne er Nikolaj Sonne, vært på DR2-programmet ‘So ein ding’. Her svarer han på 5 hurtige om messens vigtigste pointer for mediebranchen.

1) Hvad har du set, som vil revolutionere mediebranchen i den kommende tid?

“Når en ny dims bliver opfundet, har man en tendens til at sige, at den får en vildt stor betydning allerede fra i morgen, men normalt går der jo længere tid. Jeg er nu stålsat overbevist om, at mobil rykker. Det synes jeg, at mediebranchen skal forholde sig til på en anden måde, end jeg opfatter, at den gør. Der er lagt et stort arbejde i at gøre sine produkter tilgængelige på mobile platforme, men samtidig er der jo også en masse muligheder.”

2) Hvad afslører messen om innovationskrigen mellem Apple og Google på smartphone-fronten?

“Google rykker helt overdrevet, kan man se hernede. Apple er her slet ikke, de har en stolt tradition for ikke at mænge sig med de andre producenter. Android (Googles styresystem, red.) er gået fra at fylde ingenting til at have en stor messestand her i Barcelona. Ser man på Googles andel af smartphonemarkedet stormer det frem. Det er fedt, fordi der kommer billigere og bedre tilbud til forbrugerne. Men man kan stadig ikke købe en tablet, som ikke er en Ipad, der fungerer ordentligt. Men det er kun et spørgsmål om tid, og så vil Googles Android-system, der er open source og mere “wild west” være et alternativ til Apple, som har langt flere regler om, hvad man må og ikke må med deres apps.”

3) Nu hvor tablets griber om sig, vil medieforbruget så rykke over på dem, fordi de egner sig bedre til formålet end smartphones?

“Ja, det vil en del af forbruget gøre. Man kan sige, at tablets er den nye stuecomputer, smartphones bliver brugt, når man er på farten, og kun på kontoret bruger man computer med tastatur og mus. I de seneste ti år er meget af vores medieforbrug gået fra en analog til en digital verden, men den klassiske bærbare computer ligner stadig sig selv, og i bund og grund er den et klodset redskab at konsumere medier på. Tablets har vist, at man ikke behøver så mange hestekræfter, som en computer har. Tablets har samme processor som mobiltelefoner, derfor er batterilevetiden meget lang. I går fremviste Eric Schmidt (adm. direktør for Google, red.), at man kan lave videoredigering på Googles kommende tablet, så det at skabe indhold, kræver snart heller ikke længere mus og tastatur. Tablets er stadig kun i deres barndom.”

4) Hvad er messens mest vanvittige og de mest overbevisende forudsigelser om mobilforbruget indtil nu?

“Det er, at de fleste mennesker, der kommer på nettet for første gang fra nu af, vil gøre det via en smartphone. Ifølge Eric Schmidts forudsigelse får over to milliarder mennesker adgang til de samme informationer via smartphones med internetforbindelse, som du og jeg har adgang til i dag. Det er en smuk tanke, at informationer ikke tilhører eliten og for alvor bliver frit tilgængelige.”

5) Hvad er dit personlige råd til mediebranchen på baggrund af messen?

“Sid helt stille og stir godt og grundigt på Google, for de jorder afsted. Og så skal medierne sørge for at være tilgængelige på mobiltelefonen - alle med en smartphone, sidder jo konstant og kigger på skærmen. Derfor skal alle mediernes gammeldags og tunge hjemmesider og services tilpasses mobilen. Medierne skal ikke stirre sig blinde på apps, selvom Iphone- og Ipad-apps fylder meget nu, kan man principielt lave meget af det samme med standarden htlm5, som virker i browseren på smartphones og tablets.”

Foto: Jomo Heip, DR

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også