"Voksnes medier er ikke indrettet til de unge"

16-årige Nicholas Weiling har på eget initiativ startet et aktie-debatforum for unge på borsen.dk - her svarer han på hvorfor.

Nicholas Weiling er 16 år og fra Ry og har i samarbejde med borsen.dk i efteråret 2010 startet debatforummet, Finansforum, for unge om finans, politik og erhvervsliv - med debatindlæg af "gamle", veletablerede erhvervsprofiler som Anders Eldrup og Lars Kolind, men målrettet unge - fordi det manglede. Her fortæller han om de foreløbige erfaringer, og hvorfor unge overhovedet har brug for "egne" medier. 

Mange medier vil gerne have fat på de unge læsere - hvad mener du, er vejen frem?

"For den unge generation er de sociale medier det sted, hvor man finder informationer, og derfor kan du ikke fastholde den traditionelle journalistik i samme omfang, hvis du vil fange dem, der har brug for at kunne være en del af debatten og for at være med til at forme indholdet. Man skal dog ikke helt overlade roret til læserne, for så vil man ikke kunne styre det redaktionelle niveau."


Hvad er de foreløbige erfaringer med Finansforum - er det let at få andre unge med?

"Jeg er overbevist om, at publikummet er der. Det er dog ikke let at ramme målgruppen gennem de store medier, hvor læserne hovedsageligt er voksne. Derfor fokuserer vi lige for tiden på blandt andet Facebook og studenterorganisationerne for at komme tættere på målgruppen."

Mangler der generelt "seriøse" medier for unge - og hvorfor?

"Helt klart, hvis man gerne vil have en generation af velinformerede unge mennesker, skal der noget drastisk til på den front, jeg er derfor også positiv over for de nyheden om, at DR skal til at lave journalistik rettet mod unge. For det mangler. ”De voksnes” medier er nemlig slet ikke indrettet til de unges tålmodighed, og deres måde at gribe det an på er helt anderledes, og det er også derfor, at der er behovet for et aktieforum for unge, hvor det diskuteres på et lidt lavere plan i den forstand, at dem, der sidder og analyserer aktier sammen inde på finansforum, nok ikke har særligt mange aktier, men til gengæld læser de økonomi eller finans på Handelshøjskolen, og interesserer sig for aktier i fritiden."

Hvad er dine ambitioner med Finansforum - redaktionelt og kommercielt?

"På det redaktionelle plan er ambitionerne, at vores debatindlæg skal blive refereret i de store seriøse medier, og at debatten skal florere – for det er jo brugere, der skal skabe det meste af indholdet. Kommercielt er ambitionen at forummet skal være en betydelig indtægtskilde både for mig selv, men også for borsen.dk og der igennem være en del af løsningen på de indtægtsproblemer, som alle bladhuse står over for."

Hvorfor er Finansforum interessant for andre medier?

"Fordi det er en helt ny måde at gribe tingene an på set i forhold til de problemer, der er i branchen med at ”konvertere” til nettet."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også