Børsen på Ipad: Vi vil ikke forære det hele væk

Den første spæde satsning på Ipad fra Børsen går i første omgang uden om Apples App Store.
Louise Reseke

Fra midten af november kan Børsen-abonnenter også læse avisen på Ipad. Ikke via en applikation, men i en opdateret udgave af den e-avis, som Børsen igennem flere år har haft som et tilbud til læserne.

"Det er ikke en app til App Store, men en udgave man henter online. Ellers skal vi også betale 30 procent til Apple, og det er vi ikke interesserede i," siger adm. direktør og ansv. chefredaktør på Børsen, Leif Beck Fallesen.

Børsen er samtidig ved at udvikle en mere avanceret Ipad-applikation i samarbejde med avisens nordiske aviskolleger i Bonnier-koncernen. Denne applikation vil kunne hentes som en app, når en aftale med Apple er på plads, oplyser Leif Beck Fallesen.

Hele pakken - eller ingenting
Børsen har dog for længst lagt sig fast på en forretningsmodel baseret på avis-abonnementet. Den eneste måde at få den kommende Ipad-applikation på er ved at tegne abonnement på Børsen - og dermed også modtage printavisen.

"Vi vil ikke sælge enkeltudgivelser som andre. Forretningsmodellen skal holde. Vi vil ikke gøre som Berlingske, der ser ud til at være ved at forære det hele væk. Vi tilbyder app' en som en del af vores multimedie-abonnement. Det betyder, vi skal have pengene hjem på en anden måde - enten ved at få flere abonnenter eller ved at sætte prisen på abonnementerne op," siger Leif Beck Fallesen, der giver denne tidlige vurdering af annoncepotentialet på Ipad.

"Annoncepotentialet afhænger af antallet af brugere, og det vil vokse med dette tal. Men der er også annoncører som vil være særligt interesserede i de første Ipad-brugere, for de er first movers på en ny platform," siger Leif Beck Fallesen.

Han pointerer, at Børsen ikke har specielt travlt med at komme ud på Ipad - ikke fordi, man ikke tror på, at platformen vil udgøre et meget stort marked for avisene på sigt, men fordi det ikke kun bestemmes af teknologi, men i endnu højere grad af indholdets kvalitet.

"Børsen er, som de øvrige danske medier, først og fremmest indholdsleverandør, og det er vigtigt, at hver platforms muligheder for at udvikle specifikt indhold udnyttes bedst muligt. Vi tror, der bliver et marked for Ipad-avisen på et tidspunkt, men lige nu er markedet der ikke. Der skal også først nogle Ipads til landet," siger Leif Beck Fallesen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også