"Man kommer langt med én journalist"

Ingeniørens nye brugerbetalte nyhedsbrev produceres af én journalist - succeskriteriet er et trecifret læsertal.
Louise Reseke

Nyhedsbrevet som hovedmedie og betalingsmedie – og med så kontant en nytteværdi, at kommunale beslutningstagere vil betale omkring 6000 kr. om året for at få det tilsendt i indbakken tre gange om ugen.

Det er det seneste innovationsskud på stammen fra Mediehuset Ingeniøren, der i dag har lanceret nyhedsbrevet EMK, Energi og Miljø i Kommunerne, målrettet kommunale ledere, der jonglerer med de offentlige milliarder i miljø- og teknik forvaltningerne landet over.

"Som alle andre medier har vi brug for at udvikle nye indtægtskilder og nye forretningsmodeller. EMK er et unikt medie, fordi det er nyhedsbrevet, der er hovedmediet, og fordi det er baseret på original opsøgende journalistik med høj relevans for læseren. Indhold, vi ved fra vores forundersøgelser, at der er stor efterspørgsel på," siger Rolf Ask Clausen (foto), der er redaktionschef i Mediehuset Ingeniøren og en af iværksætterne bag EMK.

Mailen er mediet
EMK er modelleret efter den travle kommunale leder og udkommer med tre historier i hver udgave, der læses direkte i mailen - og altså ikke en del af en pakke med et website, der opdateres løbende med diskussionsforum eller andre social media-tiltag. EMK’s website vil udelukkende fungere som arkiv for nyhedsbrevets artikler, der vil være låste for ikke-abonnenter.

"Vi tror ikke på, at målgruppen har tid til at klikke sig videre og bruge tid på et website med flere mere eller mindre vigtige historier, diskussionsforum o.l. Vi tror til gengæld på, at de vil have kontant information, der kan hjælpe dem til at træffe de rigtige beslutninger i deres arbejde," siger Rolf Ask Clausen, der ikke ser nogen direkte konkurrenter til nyhedsbrevet, selvom et online medie som Altinget.dk også henvender sig til de kommunale beslutningstagere inden for meget specifikke emner, heriblandt miljø og energi.

"For at sige det lidt firkantet, så skriver Altinget.dk indefra og ud - mens vi i EMK i høj grad skriver udefra og ind. Vi baserer os på den opsøgende journalistik, hvor vi er i tæt dialog med vores læsere, så vi er relevante for læserne og derfra f.eks. kan rejse en given problemstilling politisk," siger Rolf Ask Clausen.

Én journalist til det hele
Det nye nyhedsbrev skrives og produceres af en enkelt journalist, Klaus Ulrik Mortensen, der til gengæld trækker på mediehusets redaktionelle muskler, kilder og erfaring.

Men er det ikke begrænset, hvor opsøgende én journalist, der skal skrive tre nyhedsbreve om ugen, kan være?

"Det handler mere om at have det rigtige fokus end at være mange journalister. Man kommer rigtig langt med én fokuseret journalist," siger Rolf Ask Clausen.

Mediehuset har hverken forventninger eller målsætninger om læservolumen på linje med ing.dk eller avisen Ingeniøren - succeskriteriet er et trecifret læsertal for det nye nichemedie.

Èt mere i 2011
Ingeniørens chefredaktør Arne R. Steinmark (foto) forklarer, at nyhedsbrevet er en vigtig prøveballon for en af de nye forretningsmodeller, som rigtig mange i mediebranchen er på jagt efter. Under paraplyen ’Teknologisk Indsigt’ er mediehuset derfor også klar til at rulle en række andre nichenyhedsbreve ud, hvis den nye model viser sig at hive de rigtige stik hjem økonomisk.

”Vi forventer at have et fornuftigt dækningsbidrag, som bidrager positivt til selskabets bundlinje. Af konkurrencemæssige årsager, kan vi desværre ikke oplyse, hvilke andre områder vi planlægger at lancere inden for. Men når vi vores mål, forventer vi at lancere endnu et betalingsnyhedsbrev i løber af 2011. Nyhedsbrevene står dog ikke alene. Vi er også offensive på andre områder, hvilket vi vil fortælle mere om om få uger,” siger Arne R. Steinmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også