Berlingske på vej med betalings business-app

Næste betalingsprodukt fra Berlingske Media bliver en business-applikation til iPhones.
Tine Brødegaard Hansen

Berlingske Media og koncernchef Lisbeth Knudsen lader sig langt fra slå ud af, at det første forsøg med et betalingsprodukt fejlede med lukningen af 'Ugen'.

For selvom persiennerne bliver trukket ned for ‘Ugen’, trækkes de snart op for en business-applikation.

“Vores næste produkt er til iPhones. I samarbejde med Berlingske Business lancerer vi en business-applikation som en freemium-model, hvor man får noget indhold gratis og skal betale for andet indhold,” siger Lisbeth Knudsen.

Netop erhvervsstoffet er ofte nævnt som et af de nicheområder, der er af så stor vigtighed for brugerne, at de vil være villige til at betale for informationerne på nettet.

Berlingske-koncernen er samtidig ved at udvikle de næste tre til fire nye betalings-tiltag.

Det ligger i tråd med, at Berlingske Media, ifølge mediekommentator og P1-vært Lasse Jensen, benytter sig af en strategi om at udvikle og sende mange forskellige produkter på markedet i håb om, at nogle af dem bliver tilstrækkeligt store successer til, at de fejlslagne forsøg bliver tjent ind.

Således fik eksempelvis 'Ugen' blot cirka et halvt år at leve i, før den blev lukket. Konceptet kan dog ifølge Lisbeth Knudsen leve videre på iPhone og iPad. 

Ved årsskiftet gjorde Lisbeth Knudsen det klart, at Berlingske Media formentlig lancerer 12 nye digitale betalingsprodukter i løbet af i år. 

Senest er sitet løbnu.dk sat i søen i regi af B.T. Det er ligesom den kommende business-applikation en blanding af betalt og gratis indhold. Erhvervsbladet har ligeledes lanceret en brancheportal som betalingsprodukt. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også