"Hvordan er man en baggrundsavis på nettet?"

Netaviserne får jævnligt skyld for, at de ligner hinanden for meget, og at deres identitet får lov at sejle i modsætning til papiraviserne, som i langt højere grad afspejler, hvad avisen er og kan.
Tine Brødegaard Hansen

Netaviserne får jævnligt skyld for, at de ligner hinanden for meget, og at deres identitet får lov at sejle i modsætning til papiraviserne, som i langt højere grad afspejler, hvad avisen er og kan.

Den kritik forsøger kristeligt-dagblad at imødekomme ved at organisere indholdet i temaer.

I modsætning til Informations bud på en bedre og dybere organisering af nyhedsstoffet, linker kristeligt-dagblad.dk ikke til Wikipedia og andet relevant indhold på nettet, men tager primært udgangspunkt i avisens eget stof.

"Vi linker som regel ikke til Wikipedia på dansk, fordi vi synes, den er for dårlig. Det giver heller ikke et overblik på samme måde, når man samler en masse links sammen med nogle artikler," siger Anders Ellebæk Madsen, internetchef på Kristeligt Dagblad.

Temaer kan tiltrække annoncører
Kristeligt-dagblad.dk's tema om medieetik bliver i stedet præsenteret med en indholdsfortegnelse, der giver overblik over forskellige aspekter af temaet, såsom cases, tendenser i udviklingen og debatindlæg. Tanken er, at det skal fungere som et temaopslag i en papiravis blot med meget mere plads.

De indtil videre cirka 500 temaer kan være en måde at tiltrække annoncører på. For eksempel kan temaet om 'forældre' være interessant for forlag, der sælger bøger om børneopdragelse.

Men det er ikke kommercielle muligheder, der har drevet projektet, siger Anders Ellebæk Madsen.

"Det er måske naivt, men vi har først og fremmest tænkt det som et publicistisk projekt, og annoncesælgerne trækker ikke i mig for at lave bestemte temaer, som de kan sælge annoncer til. Det handler om, hvordan vi kan være en baggrundsavis på nettet, for vi er jo ikke en nyhedspræget avis."

At oversætte avisidentitet fra print til net
Over halvdelen af den daglige læsning på kristeligt-dagblad.dk bliver da også suget op af ældre artikler end de dagsaktuelle. Men hvis det lykkes at give brugerne tilstrækkelig værdi via de forskellige temaer, kunne det måske være en måde at tjene penge på netindholdet. Det er Anders Ellebæk Madsen dog ikke sikker på.

"Jeg ved ikke, om temaerne kan løse betalingsproblematikken på nettet på længere sigt. Men for os er der meget identitet i at oversætte, hvem vi er som papiravis til nettet, og det undrer mig, at mange af verdens bedste aviser i deres temaer ikke er mere ambitiøse på nettet end at stable artikler om samme emne oven på hinanden. Det skaber ikke overblik."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også