Mediebureauer: E-samarbejde er et godt initiativ

Mediebureauerne er positive overfor e-samarbejdet mellem Aller, Bonnier og Egmont, men de er uenige om, der vil være brugere til platformen.
Tine Brødegaard Hansen og Louise Buus Madsen

Linda Christensen, kontaktchef i IUM, ser positivt på magasinudgivernes fælles samarbejde, men tror ikke, at det bliver problemfrit at vænne forbrugerne til e-reader-magasiner.

"Vi ser helt klart et potentiale i marked for magasinerne på e-readers og forstår udmærket, at Aller, Bonnier og Egmont er gået sammen om en platform. De vil kunne tilbyde brugerne flere muligheder end via de traditionelle magasiner: Interaktion, mulighed for at sammensætte sit ’eget’ yndlings magasin, dele oplevelser, sælge/købe etc., men iPad-penetrationen er pt. meget lille - ca. to millioner har købt den på verdensplan. Det tal vil helt klart stige, men det vil tage nogle år, før vi når en kritisk masse," siger Linda Christensen.

Derudover bliver det svært at få forbrugerne og annoncørerne til at betale det samme, som de gør for print, mener hun.

"Folk har for vane at få online-indhold gratis, og hvordan får man vænnet brugerne til at betale her? Forlagene har muligvis en forventning om, at kunne sælge e-magasiner til printpriser, men det vil ikke blive tilfældet. Mediebureauerne vil se på kontakter (hvor mange mediet når, red.) og betragte mediet på linje med andre onlinemuligheder," siger Linda Christensen.

Gitta Steffensen, chef for printmedier i Carat, er dog ikke enig med IUM og spår, at forbrugeren gerne vil betale for e-magasinerne.

”Der er helt sikkert brugere til sådan en løsning. Især blandt de unge. Det er nok snarere de ældre, der halter lidt. Men i mine øjne er det hele spørgsmål om tid, før brugerne vænner sig til e-magasinerne, og de vil gerne betale for at købe e-magasinerne via deres platform. Man kan sammenligne det med at downloade musik, forbrugerne er vant til at betale for at downloade. Men det skal være til en konkurrencedygtig pris,” siger hun.

Både Linda Christensen og Gitta Steffensen bakker op om forsøget, der i sidste ende kan være med til at generere en ny platform, hvor annoncørerne kan møde de forbrugere som ellers risikerer at skøjte til udenlandske sites.

"Forlagenes tiltag er helt klart det rigtige. Den store hovedpine bliver at få skabt en forretning ud af tiltaget. Jeg tvivler på, at nogen har løsningen på denne udfordring på nuværende tidspunkt, men jeg er sikker på, at emnet har høj prioritet," siger Linda Christensen.

”Det er et rigtigt godt initiativ. Det er dejligt at se, at de kan samarbejde om at lave en fælles skabelon og platform. Det gør det frem for alt meget mere nemt og enkelt for forbrugerne i stedet for, at de skal hente forskellige løsninger ned. Samtidig kan det danne præcedens for andre,” siger Gitta Steffensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også