Aller, Bonnier og Egmont i e-samarbejde

Skandinaviens tre største magasinudgivere går sammen om fælles e-magasin platform. Aller, Bonnier og Egmont vil opdyrke markedet for digitale magasiner i fællesskab. En fælles netbutik for e-magasiner er en af de muligheder, der undersøges i det nye initiativ kaldet Nordic Digital Magazine Initiative (NDMI).
MediaWatch

Skandinaviens tre største magasinudgivere går sammen om fælles e-magasin platform.

Aller, Bonnier og Egmont vil opdyrke markedet for digitale magasiner i fællesskab. En fælles netbutik for e-magasiner er en af de muligheder, der undersøges i det nye initiativ kaldet Nordic Digital Magazine Initiative (NDMI).

"Vores læsere elsker vores blade, og vi vil sikre dem en lige så god oplevelse på de mange forskellige e-bogslæsere, der er kommet på markedet. Vi er på vej ind i en periode med stor teknologisk fragmentering, og her vil vi arbejde for åbne standarder og enkel distribution på alle relevante platforme,"  siger Erik Aller, overdirektør i Aller Media i en pressemeddelelse. 

Allerede i februar åbnede Aller Medias adm. direktør Pål Thore Krosby døren for et samarbejde med ærkekonkurrenterne, som også dagbladene er gået sammen om. Et lignende samarbejde er også kendt fra USA, hvor magasingiganterne Hearst, Condé Nast og Time Inc. samarbejder.

Nordic Digital Magazine Initiative har fire hovedmål:

* Skabe en læseoplevelse på de digitale platforme, der kan bevare og styrke de enkelte blade og magasiners særlige karakteristika.
* Sætte en standard for digitalmagasin-publicering, der understøtter forskellige platforme og e-læsere, for derigennem at give læserne den bedste oplevelse.
* Indlede en dialog med annoncemarkedet om standarder, målemetoder og innovative annonceløsninger.
* Undersøge mulighederne for at etablere en fælles butiksløsning for digitale magasiner.

"Vi udgiver tilsammen hundredvis af titler, der når millioner af læsere hver måned. Det er vigtigt, at vi har en dialog med alle parterne i værdikæden, fra hardwareproducenter og butikker over annoncører til læsere. Alt dette gør vi for at give læserne en oplevelse, de værdsætter og er villige til at betale for. Vi mener, at Nordic Digital Magazine Initiative er vigtigt for forbrugerne," siger Ulrika Saxon, adm. direktør for Bonnier Magazine Group.

"E-læser markedet anslås at vokse hurtigt, og det vil skabe muligheder for fantastiske læseroplevelser. Men vi ved også, at det er vigtigt at starte en dialog med vores annoncører, om hvordan reklame og format skal se ud i de digitale magasiner. Gennem Nordic Digital Magazine Initiative vil vi arbejde for et åbent marked for både læsere og annoncører," siger Kjeld Lucas, CEO for Egmont Magazines.

Bonnier har allerede udviklet magasin-applikationer til f.eks. iPad via deres Mag+ system. Bonniers datterselskab Benjamin Media har ligeledes udviklet onlinependanter til trykte magasiner som M! og Costume.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også