Jeppesen fyret som blogger
Michael Jeppesens populære blog på politiken.dk har flere gange været afsæt for heftig debat i pressen, men nu er det blevet redaktionen for meget. Politiken skriver, at Jeppesens blog-indlæg om statsminister Lars Løkke Rasmussens privatliv, der efterfølgende er blevet til en historie i bl.a. Se & Hør, er årsag til opsigelsen.
”Vi har måttet afbryde samarbejdet med ham. Han er jo en ulønnet blogger og den frihed under ansvar, der gælder for vores bloggere, har han ikke levet op til. Vi kan ikke acceptere, at han har viderebragt privatlivskrænkende rygter på sin blog”, siger Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden.
Michael Jeppesen mener selv, at hans blog-indlæg var humoristiske og kalder ifølge Kristeligt Dagblad fyringen "ildevarslende for den danske politiske satire".
- SF