Debat: Steve Jobs ved hvor du er ...

Apple, Google, Twitter og Facebook kender os bedre, end vi tror - det vil revolutionere annoncemarkedet lige om lidt, skriver Claus Sølvsteen i debatten.

Forleden dag fortalte Steve Jobs mig, at han vil være annoncesælger.

Sagen er den, at han har solgt en masse små og snart lidt større Touch-skærme. Han kalder dem for iPhone, iPod Touch og iPad. Han har også solgt en masse små programmer til de her Touch-skærme. Og han har lavet en butik, hvor folk kan købe programmerne for små penge.

Nu vil han så gøre programmerne gratis og i stedet tjene penge på dem ved at sælge annoncer i de små programmer. Til den lejlighed har han udviklet et særligt annonceformat, som foregiver at være en del af det program, man arbejder med.

Det er ret enkelt lavet. Udviklerne skal blot indføre en enkelt linje kode. Webbureauerne skal udvikle annoncerne i den åbne standard HTML5, og annoncørerne skal indrykke annoncerne hos Steve. Jeg forestiller mig et Google Adwords-agtigt interface, hvor man kan vælge, hvem der skal se ens annoncer.

Mange ting galt
Det hele lyder mere eller mindre naivt for de fleste, der arbejder med annoncesalg. Der er mange ting galt. Et særligt format, en uprøvet platform, et forholdsvist begrænset antal modtagere osv. osv. Og hvis det ikke liiiige var for den der del med, at man kan vælge, hvem der skal se ens annoncer, ville det være let at forudse en fiasko. Men netop på grund af den ene lille detalje er det et hyperinteressant projekt. Annoncører kan se frem til en hidtil uset målretning af deres annoncer.

For det første ved Steve en hel del om hver enkelt bruger alene ud fra, hvilke applikationer han har downloadet, og hvilken musik hun har købt. Er der fodboldspil og 50 Cent på maskinen, så er der sgu nok en præ-teenager i den anden ende. Er der i stedet Financial Times og Beach Boys, taler vi formentlig til en ældre forretningsmand. Han ved ikke lige så meget som facebook, men det han ved, er alt sammen interessant for annoncørerne.

For det andet ved Steve, hvor vi befinder os i verden. Hvilken by, hvilken gade, ud for hvilken butik. Han ved naturligvis også, om det er weekend, og hvad klokken er. Skal du have et særtilbud fra en nærliggende restaurant, de sidste fire billetter til Mary Poppins? Det er ikke svært at finde ud af, hvordan vejret er, måske er det netop nu tid til at sælge paraplyer? Tænk selv videre, man kan blive helt svimmel.

iTunes-finten
For det tredje har Steve allerede vores kreditkort liggende (det gav du ham, da du signede op til iTunes), så du kan handle med et enkelt klik og blot møde op i biografen fem minutter før.

I tirsdags begyndte twitter at vise annoncer i udvalgte feeds. Twitter ved også en masse om os, måske mere end vi tror, og de ved også, hvor vi er.

Og snart kommer Googles bud på annoncer i deres Android-telefoner. De bliver lidt anderledes, men mulighederne er lige så svimlende, for Googles telefoner ved hvor vi er, og Google ved en hel masse om os. Helt sikkert mere, end du bryder dig om.

Der bliver masser af bud på de nye annoncer. Og helt sikkert masser af ballade og slåskamp mellem alle mulige interessenter i løbet af de næste par år - til almindelig underholdning for branchen. Men tilbage står, at mobil annoncering fremover vil være helt anderledes personlig og relevant for os modtagere. Og helt anderledes effektive for annoncørerne.

Det begynder nu. Og det er ikke så tosset.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også